Gå til hovedindhold

Vil du have nyt om smag inden for forskning, håndværk og undervisning? Tilmeld dig Smag for Livets nyhedsbrev her.

  • Forældre kan med fordel se på deres egne spisevaner og forhold til kød, hvis børnene skal spise grønnere, viser ny forskning. Foto: Stagbird
    Forældre kan med fordel se på deres egne spisevaner og forhold til kød, hvis børnene skal spise grønnere, viser ny forskning. Foto: Stagbird

Du er her

Forældrenes forhold til kød smitter af på børnene - vil du selv spise grønnere?

Søger...

Nyhed om forskning Hvis forældre ønsker, at deres børn skal have grønnere spisevaner, kan de med fordel granske deres eget forhold til kød for at finde genveje eller barrierer, viser ny Smag for Livet-forskning.

Hvis forældre i børnefamilier gerne vil servere mere hummus, tomatsauce og grøntsagslasagne i stedet for frikadeller og spaghetti med kødsovs, kan de med fordel overveje, hvor gerne eller nødig de selv vil skære ned på kødet.

Forældrenes forhold til kød influerer nemlig på, hvordan barnet vil reagere på en forandring i spisevanerne, så aftensmaden og madpakken bliver mere grøn.

Det viser ny forskning lavet af specialestuderende Julia Ehrhardt og lektor Annemarie Olsen, Institut for Fødevarevidenskab på Københavns Universitet.

Smag, mængde, værdier, erfaringer og æstetik

Vores spisevaner ændrer sig livet igennem, men grundlægges i barndommen. Det er i høj grad forældrene, som former børnenes spisevaner gennem den mad, der kommer på bordet og i madpakken, og vi ved fra forskningen, at børn foretrækker smagen af det velkendte.

Så hvis børn skal inspireres og støttes i at udvikle nye spisevaner, kan familiens voksne begynde med at se på, hvordan de selv spiser, og hvilken rolle, kødet spiller i måltidet for dem.

Det gælder både forældrenes oplevelse af kødets velsmag; hvilke holdninger de har til kød; og hvilke vaner, de har - fx hvor meget kød, de lægger på tallerkenen ved et måltid, både til sig selv og til børnene.

Andre faktorer, der spiller ind, er forældrenes erfaring med hvad børnene helst vil spise; hvor meget de går op i sundhed; og også af serveringens æstetik: En tilpas mængde mad opleves generelt som mere appetitlig end en overlæsset tallerken.

Kødelskere vælger også mest kød til børnene

Undersøgelsen blev gennemført med spørgeskemaer blandt 90 tyske (idet Julia Erhardt er tysk) forældre med børn i alderen 5-8 år. Forældrene blev bl.a. præsenteret for fotos af typiske, velkendte familieretter som frikadeller med kartofler og grønt, spaghetti med kødsovs, schnitzler med grøntsager og ris, kyllingelår mv., og hver ret blev præsenteret i tre versioner med henholdsvis meget kød, lidt kød eller intet kød. 

Ved hver ret angav forældrene, hvilken af versionerne de ville foretrække til deres børn.

Det viste sig, at forældre, der blev målt til at have en "høj tilknytning" til kød, også valgte den kødrige servering til deres børn. Forældrene angav begrundelser som god smag, sundhedsværdi og afbalanceret fordeling på tallerkenen.

Dog skilte spaghetti med kødsauce sig ud fra de øvrige undersøgte retter. Når det gjaldt pastasauce, var forældrene i undersøgelsen mere positivt stemte over for en sauce med mindre eller intet kød end med køderstatning.

Skal familiernes madvaner ændres i en grønnere retning, kan fødevareindustrien derfor med fordel udvikle flere grønne alternativer til kød og kødretter, ligesom myndigheder og andre aktører kan tænke i at udbrede opskrifter på vegetariske retter, der smager godt. På den måde kan forældrene blive mere fortrolige med at lave hverdagsmad, der også imødekommer børnenes ønsker og smag, skriver forskerne.

Omtalt i artiklen

Lektor, ph.d.

Annemarie Olsen er lektor i sensorik og forbrugervidenskab ved Københavns Universitet.

Annemarie Olsen er ekspert i børns smagspræferencer og hvordan de påvirkes. Hun er en af forfatterne bag bogen Madmodige børn, som er en populærvidenskabelig guide til forældre, der gerne vil inspirere børnene til at udvikle madglæde og mod på at prøve ny mad.