Gå til hovedindhold

Vil du have nyt om smag inden for forskning, håndværk og undervisning? Tilmeld dig Smag for Livets nyhedsbrev her.

  • Kokkeelev på Kold College i gang med en fortolkning af Kenneth Toft-Hansens vegetarret fra Bocuse d'Or. Foto: Rune Skeel-Gjørling
    Kokkeelev på Kold College i gang med en fortolkning af Kenneth Toft-Hansens vegetarret fra Bocuse d'Or. Foto: Rune Skeel-Gjørling

Du er her

Om Smag for Livet

Søger...

Smagen kan bygge bro mellem nogle vigtige dele af vores liv og samfund: Mellem forskellige uddannelser; mellem praktiske håndværk og boglige aktiviteter; mellem forskellige faglige discipliner; mellem forskning og praksis; mellem uddannelse og arbejdsliv; mellem sanselighed og refleksion og mellem sundhed og livsglæde.

Det gør Smag for Livet i perioden 2018 – 2021.

Vi smager på maden fra vi fødes, til vi dør. Vi bruger alle vores sanser hver dag, når vi spiser, og vi knytter bånd og fællesskaber gennem smagen i vores måltider. Når vi har viden om smagen og bruger den til at udforske og reflektere over os selv og vores omgivelser, lærer vi både os selv og vores omverden bedre at kende. Det åbner et væld af muligheder for at skabe et godt liv.

Det er baggrunden for Smag for Livet, et landsdækkende, tværfagligt forsknings- og formidlingscenter etableret i 2014. Centret har til formål at udbrede forskningsbaseret viden om smag til den danske befolkning, navnlig børn og unge.

Smag for Livet støttes økonomisk af Nordea-fonden, som har et almennyttigt og velgørende formål.

Smag - en platform for læring, fællesskab og livskvalitet

Inden for uddannelse og forskning er smag et emne, som kan foldes ud på mange måder inden for f.eks. naturvidenskab, læring, sundhed, kultur og antropologi og – selvfølgelig – i kokkefaget og de øvrige fødevarefaglige uddannelser.

Smag for Livets deltagere arbejder således med en lang række emner, f.eks.:

  • hvordan vi smager med sanserne og udvikler vores personlige smag
  • hvordan smagen kan bruges til at lære noget med, ikke kun i madkundskab, men i alle skolens fag og på videregående uddannelser
  • hvordan smagen udvikles og påvirkes i vores mad, når vi tilbereder den
  • hvordan vores kultur og fællesskaber viser sig gennem smag
  • hvordan smag kan give nydelse og velvære og dermed livskvalitet og sundhed
  • hvordan viden om smag kan give den enkelte flere muligheder for at få et rigt og varieret repertoire af smags- og madvaner

Alle disse spørgsmål og svar formidler Smag for Livet til befolkningen på festivaler og events, i skolen og på uddannelser med undervisningsmateriale, med forskning og forskningsformidling, på konferencer og som en online-vidensbank.

Centret har udviklet en unik grad af tværfaglighed, som betyder at f.eks. forskere, kokke og undervisere arbejder sammen på tværs og inddrager studerende og elever i arbejdet med at formidle smag og udforme undervisningsmateriale.

Kokkeelever på TechCollege i samarbejde med Bocuse d'Or-kokkene Kenneth Toft-Hansen og Christian Wellendorf. Foto: Simon Sørensen
Kokkeelever på TechCollege i samarbejde med Bocuse d'Or-guldvinderne Kenneth Toft-Hansen og Christian Wellendorf. Foto: Simon Sørensen

Med smagen som brobygger

På skuldrene af de første års gode erfaringer med samarbejde på tværs af fagligheder står nu Smag for Livets nye fokus, nemlig at lade flere forskellige grene af forsknings- og uddannelsesverdenen udnytte hinandens faglighed og viden til gavn for især unge under uddannelse. Det nye mål er udtrykt i projektets undertitel Med smagen som brobyggerog lægger bl.a. vægt på at styrke de erhvervsfaglige uddannelser.

Brobygningen består i, at Smag for Livets mål i perioden 2018 - 2021 skal opnås ved at skabe forbindelse og formidling på tværs:

  • mellem forskellige fagligheder og videnskaber
  • mellem madhåndværk og teoretisk viden
  • mellem sanselighed, sundhed og livsglæde
  • mellem universiteter, professionshøjskoler og erhvervsskoler

Forsknings- og formidlingscentret Smag for Livet består af partnere fra en række uddannelsesinstitutioner:

  • UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole
  • Institut for Fødevarevidenskab ved Københavns Universitet
  • Danmarks Institut for Pædagogik og Undervisning ved Aarhus Universitet
  • TechCollege
  • College360
  • Hotel- og Restaurantskolen
  • Kold College

Desuden rækker centrets arbejde videre ud gennem et korps af smagsambassadører, som på mange forskellige måder udbreder viden og inspiration til at arbejde med smag.

 

 

Hvad kan du få ud af det?

 

Undervisning og didaktik:

Til lærere tilbyder Smag for Livet en gratis app, Fag med Smag, som indeholder fuldt didaktiserede materialer til alle folkeskolens fag. Undervisningsmaterialet udnytter smagen som en ressource til læring enten direkte, hvor eleverne lærer om smag i f.eks. madkundskab eller naturfag eller indirekte som et læremiddel, der giver en indgang til læring i f.eks. dansk, matematik, fysik/kemi og sprogfagene.

I app’en findes også materialer til undervisning på gymnasieniveau og snart også til fødevarefaglige erhvervsuddannelser.

Vi hører meget gerne om læreres erfaringer med materialerne, og om du har forslag til forbedringer eller ideer til nye materialer. App’en kan tilgås fra smagforlivet.dk og er også udviklet til tablet og smartphone. Download den gratis fra App Store eller Google Play.

Læremiddelredaktør Cathrine Terkelsen demonstrerer app'en Fag med Smag på Danmarks Læringsfestival. Foto: Gitte Lotinga
Læremiddelredaktør Cathrine Terkelsen demonstrerer app'en Fag med Smag på Danmarks Læringsfestival. Foto: Gitte Lotinga

Forskning og udvikling:

Er du forsker eller kok, så læs mere om smagsforskning og -udvikling på tværs af videnskaberne og praksis her og kontakt de enkelte forskere for evt. samarbejde. Vi har også mulighed for at skabe udviklings-, undervisnings- og formidlingsaktiviteter i gastrolaboratorier på Københavns Universitet og snart også Kold College og andre af de tilknyttede erhvervsskoler. Her inddrager vi både forskere, kokke, elever og studerende.

 

Formidling og events:

Børn og voksne kan møde os på en lang række festivaler, events, workshops m.m., når vi formidler viden og håndværk bag smag på inddragende vis. Er du elev/studerende, vil vi meget gerne have dig med ud og formidle på festivaler og events. Kontakt projektkoordinator Mikael Schneider misc1 [at] ucl.dk (subject: Formidling%20og%20events) (via mail), hvis du vil med. Hvis du vil have et overblik over vores åbne aktiviteter, kan du følge med i begivenhedskalenderen her.

 

Søg et legat til smagsformidling:

Har du en god ide til et projekt, som formidler smag, har du mulighed for at søge et legat hos Smag for Livet. Som legatmodtager skal du styrke det tværfaglige samarbejde og skabe fornyelse i centrets formidlingsaktiviteter. Legaterne uddeles løbende og udgør op til 30.000 kr. Læs mere om ansøgningskravene her eller kontakt projektkoordinator misc1 [at] ucl.dk (Mikael Schneider).

Som inspiration kan du se en præsentation af vores legatmodtagere og smagsambassadører her.

Smagsskattejagt for familier på Folkemødet på Bornholm. Foto: Stagbird
Smagsskattejagt for familier på Folkemødet på Bornholm. Foto: Stagbird

 

Smagforlivet.dk – en online-vidensbank

Smag for Livet har etableret en stor vidensbank på hjemmesiden smagforlivet.dk. Hjemmesiden er en løbende opdateret, forskningsbaseret ressource til alle, der interesserer sig for smag – såvel privat som professionelt.

Smag for Livets hjemmeside tilbyder bl.a.:

  • nyheder og blogs om smag og forskning i sektionen NYHEDER
  • opskrifter, guides, lege og køkkentips i PRØV SELV
  • et ”smagswiki”-leksikon, videoer og en række dybdegående artikler om smagsrelaterede emner i FAKTA OM SMAG
  • Undervisningsmaterialet fra Fag med Smag samt uddybende artikler og fotoserier om didaktik og konkrete erfaringer i sektionen APP og UNDERVISNING

Desuden kan du kommunikere med Smag for Livet og få tips fra centerets deltagere via Facebook, YouTube, Instagram og Twitter.

Du kan også abonnere på vores nyhedsbrev, som udkommer 1 gang om måneden med nyt om smagsforskning, undervisningsmateriale og andet relevant stof om smag.

 

 

Smag for Livets ledelse udgøres af:

  • Ole G. Mouritsen, professor, FOOD, Københavns Universitet (centerleder)
  • Karen Wistoft, professor, DPU, Aarhus Universitet
  • Liselotte Hedegaard, lektor, UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole
  • Simon Sørensen, kok og faglærer, TechCollege
  • Mikael Schneider, projektkoordinator, UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole

Projektet ”Med smagen som brobygger” varer i tre år, fra 1. juli 2018 til 30. juni 2021.

Centerleder Ole Mouritsen (t.v.) med Thorsten Schmidt (t.h.) og Carole Counihan (siddende) under symposiet Creative Tastebuds I Aarhus. Foto: Eva Rymann
Centerleder Ole Mouritsen (t.v.) med Thorsten Schmidt (t.h.) og Carole Counihan (siddende) under symposiet Creative Tastebuds I Aarhus. Foto: Eva Rymann

Kontakt:

Mikael Schneider, projektkoordinator, misc1 [at] ucl.dk eller 4010 1948.

Eva Rymann, kommunikationsansvarlig, evry [at] ucl.dk eller 9350 7071.