Gå til hovedindhold
Luk den udskriftsvenlige visning

Vil du have nyt om smag inden for forskning, håndværk og undervisning? Tilmeld dig Smag for Livets nyhedsbrev her.

Du er her

Smag #03: Smagsmysteriet - Smagen under lup

Søger...

Bøger Ved Smagsmysteriet på Food Festival i Aarhus i 2014 satte antropologer, fysikere, kokke og kulturforskere smagen, som vi tror vi kender den, under lup. Resultaterne kan nu læses i SMAG #03.

”Det kan være svært at se skoven for bare træer, siger man. På samme måde kan det være svært at erkende smagen, fordi den er så tæt på. Den sidder på tungen, i næsen, i vores øjne og hjerner – vi møder den i medierne, i reklamer, og i vores daglige måltider. Den er i sproget, i madvarerne, i vinen, på restauranterne, og den er del af vores traditioner, historie, økonomi og kultur.

Fra børnenes madpakker til de ældres vacuumpakkede middage er smag nu også blevet et politisk anliggende. Den allestedsnærværende smag er en selvfølgelig del af vores hverdag, og man skulle tro, at den gjorde os til vidende eksperter. I denne publikation vil vi udfordre denne antagelse. Hvad nu hvis vi ikke ved? Hvad nu hvis de mange træer gør os blinde for skoven? Noget kunne tyde på det.”

Sådan starter Susanne Højlund med at fortælle, hvorfor hun sammen med Smag for Livets antropologer, fysikere, kokke og kulturforskere satte gang i Smagsmysteriet. En event ved Food Festival i Aarhus, som på én gang var underholdning og oplevelser for gæsterne og eksperiment og forskning for Smag for Livet.

Ni bud på, hvad smag er

I SMAG #03: Smagsmysteriet – Smagen under lup præsenterer Smag for Livet nu resultater og refleksioner fra Smagsmysteriets eksperimenter i ni artikler.

Fx beskriver artiklen, ”Hvordan skal maden gribes an?” hvordan børn og forældre forhandler om mad, smag og hvad man kan lide, når de sammen skal pakke en picnickurv. I ”Smagen af ingenting” bliver farvet gele af vand brugt til at give bud på, hvordan noget smager, når det ikke smager af noget. Og i ”Matador Mix Mysteriet” bliver vingummier og lakridser brugt til at afdække vores sprog for smag.

Sammen bidrager de ni artikler til at afdække, hvor kompleks et begreb smag er. Hvor mange træer, vi skal smage på, før vi kan se skoven.

Om bogen

Bogen kan downloades som pdf via linket på denne side.

Skriftserien SMAG er desuden trykt i et begrænset oplag. Ønsker du at rekvirere et eksemplar, kan du sende din forespørgsel til forlag [at] smagforlivet.dk.

Gengivelser og uddrag, herunder citater, er tilladt med tydelig kildeangivelse.

Omtalt i artiklen

Antropolog, lektor, ph.d.

Susanne Højlund er lektor i antropologi ved Institut for Kultur og Samfund - Antropologi og Etnografi på Aarhus Universitet. Her arbejder hun med emnet smag i antropologisk madforskning.

I Smag for Livet undersøger og formidler hun bl.a., hvordan børn skaber og deler viden om smag, samt en række spørgsmål om smag og bæredygtighed.

Susanne Højlund er også hovedkraften og idekvinden bag det internationale symposium Creative Tastebuds, som fandt sted første gang på Aarhus Teater i september 2017. Creative Tastebuds gentages i maj 2021 på Maltfabrikken i Ebeltoft, denne gang med fokus på smag og bæredygtighed.