Gå til hovedindhold

Vil du have nyt om smag inden for forskning, håndværk og undervisning? Tilmeld dig Smag for Livets nyhedsbrev her.

Du er her

Knækbrød med tang

Søger...

Opskrift Der findes flere forskellige tangarter ved de danske strande, og tang kan høstes året rundt. Det kan bruges i mange forskellige retter, både frisk og tørret. Her bruges en blanding af tørret tang i knækbrød.

Ingredienser

1,5 dl havregryn

1,5 dl hørfrø

1 dl solsikkekerner

1 dl græskarkerner

2 tsk. salt

2,5 dl mel

1 strøget tsk. bagepulver

4 spsk. blandet, tørret tang (f.eks. søl, savtang eller blæretang), der hakkes fint

2 dl vand

2 spsk. smagsneutral olie

Fremgangsmåde

Tænd ovnen på 200°C.

Bland alle de tørre ingredienser i en skål. Tilsæt herefter vand og olie og rør det til en jævn masse med en håndmikser. Dejen skal være klistret.

Del dejen i to og placer den ene halvdel på et stykke bagepapir. Læg endnu et stykke bagepapir ovenpå og rul massen ud mellem de to stykker bagepapir. Massen skal være så tynd som mulig. 

Skær massen ud i firkanter oven på det øverste lag bagepapir med en kniv eller et pizzahjul. Firkanterne skal bare markeres, og der skal således ikke skæres igennem bagepapiret. Fjern herefter det øverste stykke bagepapir og placer herefter dejen på en bageplade.

Gentag proceduren med den anden halvdel af dejen.

Knækbrødet bages i ovnen i 15-20 minutter til det er gyldent.

Lad knækbrødet køle af på en rist. Efter et par minutter kan knækbrødet brækkes fra hinanden.

Nysgerrig på tang?

Bliv klogere på tangs egenskaber her, og find flere opskrifter på retter med tang her.

Hvis du ikke selv vil sanke tang, kan du finde det i specialbutikker, supermarkeder eller på nettet.

Opskriften er fra www.tangbog.dk

Omtalt i artiklen

Centerleder, professor, dr. scient

Ole G. Mouritsen er centerleder i Smag for Livet.

Ole G. Mouritsen er professor emeritus i gastrofysik og kulinarisk fødevareinnovation ved Institut for Fødevarevidenskab, Københavns Universitet. 

Han er desuden præsident for Det Danske Gastronomiske Akademi.

Tidligere var Ole G. Mouritsen i en årrække leder af MEMPHYS – Center for Biomembranfysik ved Syddansk Universitet (SDU).

Han er ekspert i biofysik og gastrofysik og har særligt fokus på formidling af naturvidenskaberne til den brede befolkning bl.a. gennem viden om mad og smag. Foruden sine mange forskningspublikationer har han udgivet en række populærvidenskabelige bøger om bl.a. umami, mundfølelse, blæksprutter, tang, grøntsager og rogn.

Ole G. Mouritsen er en af seks faglige redaktører bag bogen Gastrofysik og smagshåndværk (Praxis, 2024).