"Oliver kan ikke lide champignon. Den første gang han smagte, kiggede Ida og Emma på. Far sagde, at han skulle prøve at smage champignonen, og allerede inden han bed i den, kunne han mærke en modvilje inden i sig. Den stegte svamp så slatten og slimet ud. Modviljen viste sig for søstrene ved en ansigtsgrimasse med nedadvendte mundvige og rynkede bryn. Oliver kunne næsten ikke åbne munden nok til at bide i svampen, og da han gjorde det, vred maven sig, champignonen blev smidt på tallerkenen, og Oliver sagde ”ad”. Nu kan søstrene heller ikke lide champignon, selvom de aldrig har smagt på en." (citat fra bogen "Sådan smager børn", hvor en fiktiv familie med to forældre og tre børn oplever forskellige dilemmaer i forhold til smag).
Noget kan vi lide, og andet kan vi ikke lide. Vi kan have smag for noget og afsmag for andet. Vi kan synes, noget er lækkert og noget ulækkert. Og så er der afsky.
Afsky er meget værre. Det er det, vi føler, når vi smager, lugter eller blot tænker på noget, der straks tænder kroppens forsvar. Mug, maddiker og modbydeligheder. Afsky er en grundlæggende følelse for alle mennesker, medfødt og lige så basal som vrede, frygt, glæde, bedrøvelse og overraskelse. Og lige så vigtig for os.[16]
Afsky har gjort os i stand til at overleve gennem menneskets historie. Følelsen opstår, når det, vi smager, lugter eller ser, frastøder os og virker modbydeligt.[17] Føler vi os truet af det, vi smager, lugter eller ser, reagerer kroppen øjeblikkeligt, naturligt og fordelagtigt. Ud med skidtet, luk munden, væk herfra.
Ansigtsudtrykket advarer andre mod det afskyelige
Vores evne til at opleve afsky er unik for mennesket. Det er måden, vi viser det på, også. Men netop det ansigtsudtryk, vi skærer, når vi oplever noget som afskyeligt, er ens for alle mennesker verden over. Vi kan altså genkende hinandens udtryk for afsky. På den måde bliver det, der sker inde i munden og hovedet på os, delt med vores omverden.
Det er smart, for det er en måde at kommunikere smag til hinanden – og på den måde beskytte hele flokken eller familien mod at spise det, der gør os syge. Hjernen reagerer nemlig på samme måde og giver os samme følelse af afsky, uanset om vi oplever den konkret eller blot ser andre opleve afsky. Den enes afsky afværger således faren for de andre. Oliver frygtede champignonen og prøvede forgæves at undertrykke sin modstand mod det slimede syn og mod fars pres. Det så Ida og Emma, og nu kan de heller ikke lide champignoner.
Champignon gør os ikke syge, men vi kan også blot frygte det ukendte.
Når afsky bliver et problem: Du er "kræsen"
Følelsen af afsky har sit udspring i vores afsmag for det bitre, det sure og det meget salte. Men det er forskelligt fra person til person og fra kultur til kultur, hvad vi føler afsky for. Vi kan hver især føle afsky for noget særligt. Vi kan have en tillært oplevelse af afsky – hvis vi f.eks. har fået madforgiftning af noget dårlig laks, kan vi fremover opleve afsky ved smagen, duften eller bare synet af laks. Vi kan også have afsky for visse typer mad, fordi de er tabu i den kultur eller region, vi lever i.[18] Hvordan har du det f.eks. med at spise foie gras? Hest? Insekter?
Det er normalt, og altså endda fordelagtigt, at kunne føle og vise afsky for mad, som kan være farlig for os. Men hvis børn oplever afsky for noget så almindeligt og spiseligt som champignoner, kan det blive et problem for dem. Ikke fordi de ikke kan klare sig gennem livet uden at spise champignoner, men fordi de børn, der ligesom Oliver og hans søstre føler afsky for champignoner og lignende almindelige madvarer, kan ende med at blive kaldt kræsne. Et ord fuldt af foragt, og som gør børn flove og kede af at høre om sig selv.
At kalde børn kræsne hjælper dem ikke til at leve med deres afsky eller afsmag, og det hjælper dem heller ikke til at aflære det, hvis det er det, de vil. Kræsenhed kan fylde enormt meget blandt forældre og i hovederne på vores børn.
Kilder fra dette uddrag:
16. Chapman, H.A. og A.K. Anderson. Understanding disgust. Ann N Y Acad Sci, 2012. 1251: 62-76.
17. Prescott, J. Taste matters : why we like the foods we do. 2012, London: Reaktion Books.
18. Højlund, S. Smagsklummen: Afsky, ansigtsudtryk og madmoral. 2016; www.smagforlivet.dk/artikler/smagsklummen-afsky-ansigtsudtryk-og-madmoral.
Omtalt i artiklen
Mikael Schneider er videnskabsjournalist, cand.scient. i humanbiologi og ph.d. i sundhedsvidenskab.
Han er projektkoordinator i GastroLabCollege. I Smag for Livet var han centrets projektkoordinator og en del af ledelsen. Hans rolle var at koordinere, facilitere og formidle Smag for Livets projekter, tværfaglige arbejde og nye samarbejder med eksterne partnere.
Han er en af seks faglige redaktører bag bogen Gastrofysik og smagshåndværk (Praxis, 2024).
Sammen med Eva Rymann har han udgivet bogen Sådan smager børn. Den videnskabelige forklaring på, hvad dit barn vælger at spise - og hvorfor (Gyldendal, 2018) og En festival af smag (Smag for Livet Forlag, 2021).
Eva Rymann er kommunikationsansvarlig i Smag for Livet, herunder Smag for Livets online- og forlagsvirksomhed.
Hun er uddannet journalist og arbejder med forskningsformidling i Smag for Livet og Center for Anvendt Skoleforskning ved UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole. Tidligere har hun i en årrække arbejdet med udvikling af nyhedsjournalistik og redaktionel ledelse som redaktionschef på TV 2 Nyhederne.
Eva Rymann er en af seks faglige redaktører bag bogen Gastrofysik og smagshåndværk (Praxis, 2024).
Sammen med Mikael Schneider har hun udgivet bogen Sådan smager børn. Den videnskabelige forklaring på, hvad dit barn vælger at spise - og hvorfor (Gyldendal, 2018) og En festival af smag (Smag for Livet Forlag, 2021).