Selv om jeg nu med stolthed kan sige, at jeg kan lide lakrids, især saltlakrids, husker jeg stadig den første gang, jeg smagte det. Jeg troede, at det var chokolade, så jeg spyttede straks ud!
Som taiwaner må jeg sige, at jeg aldrig før har smagt noget, der ligner lakrids. Selv om vi bruger lakridsrod i vores madkultur, og selv om nogle af mine venner forbandt det med stjerneanis, var det stadig nyt og bizart for mig.
Siden da har min chokerende smagsoplevelse med lakrids været noget, jeg delte med andre udenlandske venner i Danmark – og en perfekt ”icebreaker”, når jeg mødte en dansker for første gang.
Jeg begyndte at tænke på alle de snacks, vi er vokset op med i henholdsvis Danmark og Taiwan. Gad vide, om de taiwanske snacks er lige så bizarre for danske børn, som lakrids var for mig?
Jeg besluttede at gennemføre en snack- og sliksmagning for børn i både Danmark og Taiwan, hvor børnene smagte på hinandens snacks.
De danske snacks var:
- Frugtpålæg med figen
- Ostehaps
- Minisalami
- Sød lakrids (Haribo Dukatos)
- Saltlakrids (Haribo Super Piratos)
Taiwan er en ø i Stillehavet, hvis madkultur er stærkt påvirket af de omgivende lande, Kina, Japan og Filippinerne, såvel som amerikanske og europæiske madtraditioner. På grund af geografiske faktorer er der et stort udvalg af seafood-relaterede snacks.
De taiwanske snacks var:
- Sprøde riskiks, kendt som rice crackers
- Tangchips
- Surimisnack
- Tun-slik
- Karamel med fyld af saltet blomme
Jeg præsenterede de forskellige snacks for en 2. og en 6. klasse i Taipei og en 3. klasse i Brøndbyøster.
Ingen af børnene havde prøvet de forskellige snacks før, og det er virkelig svært at sige, hvem der havde den mærkeligste smagsoplevelse. Men det var tydeligt, at børnene forsøgte at associere de fremmedartede snacks med noget velkendt, både hvad angik udseende, smag og tekstur.
Her kommer børnenes vurdering. Vi begynder i Danmark med snacks fra Taiwan:
Sprøde riskiks:
Sprøde riskiks er den langt mest almindelige risbaserede snack i Taiwan. Risen er malet, tørret, krydret og bagt. En luftfyldt og porøs struktur giver en knasende tekstur. Kiksene er krydret med sukker, glukose, soyapulver, salt og Det tredje Krydderi.
Alle de danske 2. klasseelever var vilde med riskiksene. De kunne lide smagen af krydderierne og den sprøde tekstur. Et barn sagde, at de smagte som vafler gange 100. Nogle få syntes, kiksene smagte som et morgenmadsprodukt. Andre syntes, de smagte som rejechips: Smagfulde udenpå, men neutrale indeni.
Tangchips:
Tangchips i Taiwan var oprindelig lavet af ukrydrede, ristede tangplader til sushi, men findes nu i mange varianter, også importerede versioner fra Japan, Korea eller Thailand.
Tangchips er ganske alsidige, de kan spises bare som snacks eller som en slags tilbehør til at rulle ris ind i for at få børn til at spise mere. De kan også bruges i suppe eller strimles og bruges som garniture til forskellige retter.
Børnene smagte tangchips krydret med sukker, soyapulver, salt, ekstrakt af shiitake-svampe, kombu-tang og mirin (en sød risvin ofte anvendt i det japanske køkken).
De danske børn var glade for farven, men smagen blev ikke budt velkommen af alle. Halvdelen af børnene kunne lide tangchipsene, men den anden halvdel syntes, de smagte for meget af hav og fisk.
Surimisnack:
Surimisnack er lavet af en dej af fiskemasse, som krydres, formes, ristes og strimles. Taiwan er en ø med rigelige fiskeressourcer, og surimisnack er opstået som en måde at udnytte de bifangster eller andre spildprodukter, som ellers ville være blevet smidt tilbage i havet.
Et af børnene sagde, det smagte som sushi, og nogle kunne smage chili. Generelt blev smagen beskrevet som fisket og virkede lidt for kraftig for nogle af børnene. Teksturen blev beskrevet som gummi- og papirsagtig. Nogle af børnene kunne dog godt lide surimisnacken og tog et stykke mere.
Tun-slik:
Tun-slik er lavet af fiskekød krydret med soyasovs, salt, sukker og en anelse syrlighed. Blandingen er ristet, tørret og skåret i tern. Den farvestrålende indpakning er det, der gør tun-slik genkendeligt for alle taiwanere.
De danske børn sagde, at det var en helt ny smag, som var fisket, men også lidt sød og stærk. Nogle spurgte, om der var chili i. Teksturen blev beskrevet som hård, og nogle af børnene forbandt det med hundemad. Disse var ikke særlig begejstrede for slikket, men fandt det ok.
Semi-dried blæksprutte:
Semi-dried blæksprutte er lavet af frisk blæksprutte, som bliver marineret, tørret, presset, ristet og strimlet.
Børnene syntes, det smagte surt og sødt, og teksturen var hård og gummiagtig. Næsten alle børnene skulle have en slurk vand efter at have smagt på det. Det overraskede børnene meget, at snacken var lavet af blæksprutter, som de tilsyneladende kun sjældent stødte på.
Karamel med saltet blommefyld:
Teknikken til at tørre frugt har været kendt siden Kinas Han-dynasti for over 2200 år siden. Den er gået i arv til Taiwan, hvor der er store mængder frugt hele året rundt, og hvor saltning og tørring er en af de mest almindelige måder at konservere frugten på. Saltet og tørret blomme er særlig almindelig som snack, i te eller som ingrediens i retter.
Denne karamelslik har en fyldig karamel omkring en kerne af saltet og tørret blomme. Når den spises, skal man undgå at bide eller tygge, men sutte på slikket for at opnå både sød, salt og sur smag samtidig.
Børnene syntes, smagen var en blanding af karamel og chili blandet med, syntes nogle, røg og lakrids. De fleste kunne lide karameldelen, men ikke blommen, som de syntes var for sur.
Lad os nu vende blikket mod Taiwan. Hvad syntes skolebørnene dér om dansk slik og snacks?
Frugtpålæg med figen:
Børnene i 2. klasse troede først, at frugtpålægget var chokolade – men fik det hurtigt afkræftet af den syrlige aroma. Nogle af børnene forbandt syrligheden med sursaltet blomme, som findes i traditionelt slik i Taiwan. De fleste af børnene brød sig ikke om den sure smag, men fire ud af klassens 17 elever kunne godt lide det pga. deres personlige præference for syrlighed.
Selv om jeg ikke fortalte, hvad de spiste, kunne nogle af børnene identificere, at frugtpålægget var lavet af kværnet frugt. En sagde, at det smagte som bær.
Det er værd at bemærke, at figner og dadler ikke er almindelige i Taiwan, og da slet ikke produkter lavet af figen- og dadelmasse.
Børnene i 6. klasse kunne sætte flere ord på deres beskrivelse af teksturen. Af de børn, som kunne lide frugtpålægget, var det ikke kun sødmen, der fascinerede dem, men også den smuldrende tekstur. Nogle få af dem sammenlignede med rosiner, longan (en kinesisk stenfrugt, der minder om litchi eller ”kærlighedsfrugt”) eller tranebær.
Ostehaps:
De taiwanske børn havde ingen problemer med at identificere produktet som ost. Da jeg var barn, spiste vi almindeligvis ikke ost hjemme, men i dag er ost ved at blive hverdagskost hos flere i Taiwan – oftest i forarbejdet form som ostetern, trekanter eller skiver.
De fleste af 2. klassebørnene var glade for ostesnacken, dog var der to, som mente, at osten lugtede dårligt. En pige i 6. klasse nævnte, at hun kun kunne lide smeltet ost – ellers var ost afskyelig, mente hun. Faktisk sagde min mor det samme til mig engang. Vi har ikke en rodfæstet ostetradition eller -kultur i Taiwan, så ost, der er blevet smeltet, er det mest almindelige og derfor også den mest accepterede slags ost.
Minisalami:
Dette produkt var ikke ukendt for taiwanske børn, da vi også har salami og pølser i Taiwan – dog ikke som snacks. Det mest interessante var, at selv om 2. klassebørnene beskrev smagen som hård, salt, sur og fedtet, var minisalamien også forbløffende velsmagende for dem.
Denne smagspræference ændrede sig for 6. klassebørnenes vedkommende, hvor en større del af dem ikke kunne lide minisalamien. Den var alt for hård og salt, syntes de.
Lakrids (sød):
I de fleste lakrids-slikprodukter er lakridssmagen forstærket af anisolie, og det faktiske lakridsindhold er relativt lavt. Konfekture med lakrids er primært populært i flere europæiske lande, f.eks. Holland og i særdeleshed de nordiske lande.
Der er to hovedgrupper: Sød og salt lakrids. Den salte lakrids er blandet med salmiak (ammoniumklorid), og kun nogle få har almindeligt salt (natriumklorid) blandt ingredienserne.
Ved første øjekast forvekslede de taiwanske børn lakridsen med chokolade pga. udseendet, men den anderledes lugt og tekstur fik dem hurtigt på andre tanker. Interessant nok syntes nogle af børnene, at det lugtede som kinesisk medicin, hvilket var ganske forståeligt, idet stjerneanis og lakrids er bredt anvendt i kinesisk medicin.
Efter at have smagt, rynkede alle panden og råbte op om deres ubehag. Bitterheden chokerede dem. Nogle mente, lakridsen smagte meget som stjerneanis, og en anden spurgte, om det var kaffeslik. Alle var enige om, at det var ”noget meget mærkeligt slik”.
Da jeg forklarede, at slikket var lavet af lakrids, spyttede nogle af børnene ud med det samme.
Lakrids (salt):
Efter den søde lakrids var det kun nogle få, der tog et stykke saltlakrids. Ingen af dem fandt smagen tålelig.
Reaktionerne fra 6. klasseeleverne gav flere informationer om teksturen: De nævnte, at begge typer lakrids var hårde og klistrede. Om smagen lød det, ud over sammenligningerne med kinesisk medicin eller stjerneanis, at den salte lakrids var meget stærk.
Omtalt i artiklen
Yi-Ting Sun er cand.scient. i fødevareinnovation og sundhed fra Københavns Universitet. Hun har arbejdet som forskningsassistent på Nordic Food Lab, hvor hun som medlem af den såkaldte Blækspruttebande arbejder med smag og tekstur af danske tiarmede blæksprutter. Yi-Ting Sun kommer fra Taiwan.