Hvorfor er det så slemt, at børn er kræsne? Ret beset er det jo en voldsom ting at putte noget i munden, tygge det og synke det. Hvordan kan vi vide, at det ikke gør os syge eller er farligt for os på en eller anden måde?
Det kan have mange gode grunde at være nervøs for, hvad man gør til en del af sin krop: Du bliver jo, hvad du spiser. Det gælder også for børn. Også selvom de voksne siger, at det er sundt eller smager godt, eller hvad vi nu finder på.
Jeg har mødt mange kræsne børn: En kødspiser, der i de første 10 år af sit liv ikke spiste meget andet end kød, pasta og hvidt brød med ost. En spontan vegetar, der pillede kødet af tallerkenen, før han skovlede grøntsagerne i sig. Et barn, der levede af rugbrød med remoulade i lange perioder. Eller børn, der ikke kan lide ost, rosenkål, fisk, lakrids, porrer, selleri, blåskimmeloste, tomater, sodavand - listen kan fortsættes efter forgodtbefindende.
Når børn er kræsne, tager de faktisk somme tider stilling til, hvad de putter i munden. Nogle af dem har smagt efter og kan ikke lide smagen eller konsistensen. Andre forsøger sig med tiden med nye madsmage, når de kommer i nye situationer, og maden er en del af situationen. Eller når de kommer uden for de voksnes rækkevidde i puberteten.
Lidt mere respekt for børns kræsenheder kunne være et forsøg værd i mange hjem og institutioner. På linje med at vi respekterer børns søvnbehov, bevægelsesbehov eller behov for trøst, kunne vi respektere, når de siger ja tak, og når de siger nej tak ved bordet. Men vi skal selvfølgelig blive ved med at tilbyde dem alt det, vi selv kan lide (!?), også selvom de siger nej tak de første 70 gange.
Omtalt i artiklen
Fokusområde: Læring
Karen Klitgaard Povlsen er lektor i medie- og kulturanalyse ved Institut for Æstetik og Kommunikation - Medievidenskab, Aarhus Universitet.
Hun forsker og er ekspert i børn og unges brug af medier i relation til mad.