Når den danske forfatter Per Højholt (1928-2004) i Stenvaskeriet og andre stykker (1994) skriver den rene lykkefølelse frem for sin læser, griber han resolut til en barndomserindring med smagsoplevelsen i centrum. Som dreng var det nemlig indbegrebet af lykke for ham at spise en hel æske af den lokale isenkrambutiks alt for gamle og ekstremt stærke salmiakpastiller. Han åbnede allerede æsken på trappen uden for butikken og fyldte den med al den spyt, han kunne præstere: ”Efter nogle timer var indholdet forvandlet til en grynet helvedespasta, som man gispende åd i sig.” Alternativt valgte han butikkens specielle bolsjer: ”De var ret store, grønsorte og med en smag, der fræsede mundhulen op og gjorde den ufølsom for andet end netop den slags bolsjer. Ved aftenstid var man hudløs og hæspende i halsen, men lykkelig.”
Højholts barndomserindring er på flere måder et stykke eksemplarisk litteratur. Teksten viser, hvor klart og sanseligt præcist man kan beskrive smagsoplevelser. Man kan som læser identificere sig med oplevelsen; også selvom man ikke selv har spist sig hudløs i lakridspastiller. Højholt-teksten er også eksemplarisk, fordi den bare er ét blandt mange litterære eksempler på, hvordan smagsoplevelsen eller måltidet kan kobles til følelsen af lykke.
Selvom måltider og smagsoplevelser er helt almindelige hverdagshændelser, er det også komplekse størrelser, som rummer vidtrækkende betydninger. Vi smager nemlig med alle vores sanser. Spiser vi lakridser, bruger vi tungen til at registrere deres salte og søde grundsmage. Vi bruger øjnene til at vurdere glans og holdbarhed og lugtesansen til at registrere lakridsernes karakteristiske aromaer. Mens vi tygger, mærker vi deres faste, bløde eller let seje tekstur og den brændende fornemmelse af salmiak.
Dertil kommer, at smagsoplevelsen altid er indlejret i individuelle, sociale og kulturelle sammenhænge. Lakridser smager nemlig på en bestemt måde afhængig af, hvem du er, hvor du er, og hvem du spiser dem sammen med. Har du som Per Højholt gode minder om lakridsspisning, vil du allerede inden, du putter dem i munden, have en positiv forventning om smagen. Smagsoplevelser og måltider har det med at fæstne sig i erindringen og dermed øve indflydelse på (smags)oplevelser langt senere i livet.
Tager man alle disse elementer med i forståelsen af, hvad måltider og smagsoplevelser er for størrelser, er det ikke underligt, at de er vigtige for skønlitteraturens forfattere, når de skildrer følelsen af lykke. Begge dele udgør et stilistisk og betydningsmæssigt slaraffenland for den dygtige forfatter.
Den norske forfatter Karl Ove Knausgård (f. 1968) viser, at det litterære måltid kan afdække betydninger, som rækker langt ud over ernæring og smag. I sin autobiografiske roman Om vinteren (2016) beskriver Knausgård, hvordan barndommens krabbemåltider udgør et af hans allerbedste minder. For Knausgård skyldes det ikke så meget smagen af krabbekød som hele atmosfæren omkring måltidet. Det at spise krabber var en af drengen Karl Oves få lykkelige stunder med en far, som ellers var ualmindeligt streng: ”Jeg så ham nok aldrig så lykkelig som der, når familien var samlet omkring bordet med krabber, og jeg følte mig som en lærling, en søn der engang skulle beherske alt dette og være lykkelig ligesom ham.”
Casper Thrane, Cand.mag. Lektor i dansk og oldtidskundskab Risskov Gymnasium. Tilknyttet Smag for Livet.
Omtalt i artiklen
Cand.mag. Lektor i dansk og oldtidskundskab ved Risskov Gymnasium
Fokusområde: Læring
Casper Thrane er ansat som lektor i dansk og oldtidskundskab ved Risskov Gymnasium. I danskundervisningen har han i en årrække arbejdet med konkrete smagsoplevelser som en forudsætning for fagets teoretiske og intellektuelle læring. Casper Thrane er medforfatter til lærebogen Livretter - mad i kunst og litteratur (2014).
I Smag for Livet udvikler Casper Thrane tværdisciplinært (dansk og kemi) undervisningsmateriale til STX med udgangspunkt i smag.