Først boller og kringle. Så skærekager, først de tørre og så de federe. Dernæst de bløde tærter. Til sidst småkagerne.
Kagerne på det sønderjyske kaffebord, som man spiser i en bestemt rækkefølge og drikker kaffe til, er berømt langt ud over den del af Danmark, hvor man hilser med et "mojn".
For det sønderjyske kaffebord er ikke kun et overdådigt kagebord og et kulinarisk vartegn for Sønderjylland. Det er også historien om, hvordan sønderjyderne - nærmere bestemt slesvigerne - lod den hjemmebagte smagsfest være en ramme om fastholdelsen af en dansk identitet, et dansk sprog og sindelag, som var under stort pres fra krigen i 1864 og frem til Genforeningen i 1920.
Kaffebordet blev en ramme om dansk fællesskab
I 2020 er det 100 år siden, at Sønderjylland blev genforenet med Danmark efter 56 år under tysk styre.
Efter krigen i 1864 blev Sønderjylland indlemmet i Preussen, som efter 1871 var en del af det tyske kejserrige. Var man dansksindet, måtte man gå stille med dørene. I perioder var der offentligt mødeforbud og fængselsstraf til dem, der dyrkede det danske sprog og fællesskab. Kroer, hvor der blev holdt danske møder, blev frataget deres spiritusbevilling. Skolebørnene måtte kun tale og lære på tysk.
Bagtanken hos de tyske politikere var, at det danske sindelag efterhånden ville blive erstattet af et tysk, hvis man gjorde det svært at holde fast i det danske.
Den strategi virkede ikke. Tværtimod holdt de dansksindede fast i deres fællesskab, sprog og kultur, og da man ikke længere kunne mødes på kroerne eller i det offentlige rum for at synge danske sange eller lytte til foredrag på dansk, blev det sønderjyske kaffebord en ny ramme om fællesskabet.
De skal vide, de aldrig ser de sidste. De skal vide, at ingen bliver træt."
Man mødtes i private hjem eller i forsamlingshuse bygget efter dansk forbillede. Forsamlingshusene kunne ikke få spiritusbevilling, så der blev serveret kaffe - og alt, hvad kvinderne kunne levere af bagværk. Det var ikke så lidt, for der gik skarp konkurrence i at vise, hvad husmoderen formåede.
Køkkenteknikker og kunsten at nøde
På gårdene havde man adgang til fløde, æg og smør i rigelige mængder, og med kagerne kunne husmødrene demonstrere deres færdigheder og håndelag.
Vigtigst var det selvfølgelig at mestre selve bagekunsten, men kvinderne skulle også kunne ælte dej, piske æg, hakke nødder, skolde og smutte mandler, røre smørcreme, smelte chokolade, rive rugbrød til den berømte brødtærte, fremstille ribsgele til den lige så berømte stribetærte, lægge glasur, sprøjte flødeskum og koge klejner.
Derudover skulle man nøde og kunne lade sig nøde, dvs. overtale, for ved et kaffebord var det god skik at smage det hele. Det sås som et udtryk for stor gæstfrihed, når husmoderen nødede, fejede alle afslag til side og bugserede endnu et stykke kage over på gæstens tallerken.
Rækkefølgen er vigtig
Kulturhistorikeren Inge Adriansen skriver i "Det sønderjyske kaffebord - et tredje sakramente", at det sønderjyske kaffebord "forener overdådighed med overskuelighed, for kagerne indtages i en bestemt rækkefølge, som kun brydes af de helt uvidende."
Et fuldt kaffebord kan omfatte op til 21 kager - og minimum er syv slags bløde og syv slags hårde kager.
Indledningsvis lægger man en god bund med boller med rigeligt smør og et stykke gærkringle med sukat og kardemomme.
Så går man i gang med skærekagerne, først de tørre og så de mere fede: pladekage, honningkage eller søsterkage, sandkage med creme eller en roulade.
Så er appetitten blevet passende skærpet til højdepunktet: tærterne (lagkagerne). Der bør være mindst to, gerne tre: stribetærte, brødtærte og svesketærte med flødeskum.
Hvis det er et af de store kaffeborde, slutter man med en cremesnitte, dvs. en napoleonskage, og får en femte kop kaffe, inden man går til den hårde afdeling, småkagerne. Der skal være mange forskellige, og nogle bestemte hører altid med, for eksempel brune og hvide fedtkager og "goderåd", som er smukt mønstrede, sprøde kager bagt i et særligt goderåd-jern.
Til jul hører ”vræjen drænge” (klejner) og brunkager med.
Genforeningen og en svindende tradition
Fredsaftalen efter Første Verdenskrig (1914 - 1918) indebar bl.a., at sønderjyderne - slesvigerne - ved en folkeafstemning selv skulle have lov til at bestemme, om de ville høre til Danmark eller Tyskland.
Man inddelte Slesvig i to zoner: Den nordlige zone 1 og den 'mellem-slesvigske' zone 2. I zone 1 var der tydeligt dansk flertal, mens der i zone 2 var tysk flertal. Derfor kom den dansk-tyske grænse til at gå lige gennem Slesvig med Tønder og Sønderborg nord for grænsen og Flensborg syd for grænsen.
I sommeren 1920 blev Sønderjyllands genforening med Danmark gennemført. Genforeningen blev bl.a. markeret ved kong Christian X's ridt over grænsen og folkefesten på Dybbøl den 10.-11. juli.
Kaffebord-traditionen fortsatte helt frem til 1960'erne, hvor den svandt kraftigt ind i takt med nye skønhedsidealer og kvindernes indtog på arbejdsmarkedet. Det fulde sønderjyske kaffebord er nu kulturarv, som en gang imellem kan opleves på kroer og cafeer i landsdelen.
Prøv selv et udvalg af kager fra de gamle, håndskrevne opskriftsamlinger på Sønderborg Slot:
Brødtorte - sønderjysk rugbrødslagkage
De berømte småkager Ingenting
Mere om det sønderjyske kaffebord og Genforeningen:
Inge Adriansen: Det sønderjyske kaffebord - et tredje sakramente (2010).
Rigsarkivet: Genforeningen 1920
HistorieLabs undervisningsmateriale om Genforeningen
ietgrænseland.dk - undervisningsmateriale udgivet af Grænseforeningen.
Tak til Museum Sønderjylland for venlig tilladelse til at gengive de originale opskrifter fra Inge Adriansens bog "Smag på Sønderjylland".
Omtalt i artiklen
Ann-Britt Bjørnskov er lærer i afdelingen Mad & Oplevelser på Kold College, Odense.