Tang (makroalger) findes ved alle danske kyster, og alle de tangarter, der gror i de danske farvande, er spiselige. Tangen gror på sten ude i vandet, og den kan høstes frisk fra havet med kniv eller saks.
Her er en begynderguide til at samle sin egen tang, og lad os bare begynde med at slå fast, at tang skal høstes fra havet. Den opskyllede tang, der ligger på stranden, skal du ikke spise.
Inden du bevæger dig ud:
Vandet skal være rent. De fleste strande i Danmark har badevand af høj kvalitet, men hvis du vil tjekke vandkvaliteten hvor du er, kan du bruge f.eks. Miljøstyrelsens side om badevand. Du kan også kigge efter det Blå Flag på danske strande eller på verdenskortet her.
Det er også en god ide at gå ud ved lavvande, for så skal du ikke så langt ud for at finde frisk tang. Tjek tidevandstabellerne for dit område f.eks. på DMIs hjemmeside.
Alt efter vejret kan du bruge waders, våddragt eller badetøj. Et par svømmebriller er nyttige, når du skal kigge efter tang under vandet. Medbring saks eller kniv og spand eller pose til tangen.
Hvis du gerne vil finde bestemte typer tang, kan dette kort fra Aarhus Universitet give dig et overblik over, hvad der findes hvor.
Når du er ude i vandet:
Kig efter tangbevoksning på stenene og skær/klip de yderste skud af - de er friskest og smager allerbedst. Nogle tangarter, som fx sukkertang, vokser dog fra bunden af bladet, så her skal du skære tangen af lige over stilken.
Høst (og spis) kun tang, der er frisk. Er du i tvivl, så lugt til den - den skal lugte friskt af havvand eller af "ingenting".
Når du er inde på land igen:
Hvis du ikke genkender den tang, du har høstet, så brug f.eks. en app som Vild Mad til at identificere tangen. Eller tjek Kattegatcentrets folder her, der introducerer de mest almindelige tangarter fra danske farvande.
Ingen af de mange danske tangarter er giftige, så man risikerer ikke forgiftning som med svampejagt. Den eneste art, du bør undgå, er sargassotang (Sargassum muticum). Den indeholder meget uorganisk arsen, som er sundhedsskadeligt. Se svensk faktaark med billeder af den.
Når du vil tilberede og spise tangen:
Skyl tangen grundigt og gå den efter for sand, muslinger og ruer.
Find en række opskrifter her - og anden viden om tang her.
Kilder:
Ole G. Mouritsen: Tang - grøntsager fra havet. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 2010.
Kattegatcentret
Vild Mad
Omtalt i artiklen
Ole G. Mouritsen er centerleder i Smag for Livet.
Ole G. Mouritsen er professor emeritus i gastrofysik og kulinarisk fødevareinnovation ved Institut for Fødevarevidenskab, Københavns Universitet.
Han er desuden præsident for Det Danske Gastronomiske Akademi.
Tidligere var Ole G. Mouritsen i en årrække leder af MEMPHYS – Center for Biomembranfysik ved Syddansk Universitet (SDU).
Han er ekspert i biofysik og gastrofysik og har særligt fokus på formidling af naturvidenskaberne til den brede befolkning bl.a. gennem viden om mad og smag. Foruden sine mange forskningspublikationer har han udgivet en række populærvidenskabelige bøger om bl.a. umami, mundfølelse, blæksprutter, tang, grøntsager og rogn.
Ole G. Mouritsen er en af seks faglige redaktører bag bogen Gastrofysik og smagshåndværk (Praxis, 2024).