Opskrift Kok Klavs Styrbæk byder på tang og skaldyr New England-style.
Den traditionelle New England clam bake tilberedes på stranden i en ovn lavet af kampesten gravet ned i sandet. Ovnen opvarmes med et bål.
Hvis man ikke har adgang til en sandstrand med rettigheder til store sten og bål, kan man med stort held tilberede muslinger, en fantastisk saftig hummer eller hel fisk over komfur under kontrollerede forhold som clam bake i en gryde.
Ingredienser:
Tang (fx ren blæretang)
1 kg blåmuslinger
1 kg venusmuslinger
Persillestilke, krondild, løvstikke alt efter årstid og smag
2 dl hvidvin
2 spsk. smør
Fremgangsmåde:
- Man indsamler tang, som er vedhæftet til sten fra et område med helt rent vand. Tangen skylles for evt. sand, strandlopper mm og lægges i en stor gryde 10 cm op fra bunden med et par urtestilke.
- Herpå lægges muslingerne, og vin hældes over.
- Gryden dækkes med et tætsluttende låg, så der ikke slipper damp ud, find det laveste blus på komfur, damp 5-10 minutter.
- Hæld væden fra, pisk lidt smør i bouillonen og smag til.
- Sæt gryden med tang og muslinger på bordet, og servér i en lille dyb tallerken med bouillonen.