Info
Tid: 17. april 2018 kl. 9.30 - 16.00.
Sted: Festsalen, DPU, Emdrup. Tuborgvej 164, 2400 København NV.
Undervisning i madkundskab og madlavning har gennemløbet en revolution: Tidligere handlede det om ernæring og køkkenhygiejne. I dag er smag og sanselighed kommet i centrum. Det har haft konsekvenser for børns og unges adgang til køkkenet og for undervisere, kokke og andre fagprofessionelle. Derfor handler denne konference om, hvordan man underviser i madkundskab og madlavning med smag som omdrejningspunkt.
"Konferencen tager udgangspunkt i det gennembrud, som blev markeret af Claus Meyers bog ”Meyers køkkenbørn” i år 2000. I kogebogen erobrer børnene køkkenet, og det er deres smag og kompetencer, der er udgangspunkt i opskrifterne. Derfor er det Claus Meyer, der åbner konferencen med sin personlige beretning om at forfølge sit potentiale og elske det man gør," fortæller professor Karen Wistoft, der er arrangør af konferencen.
Derefter følger Søren Ejlersen med sin fortælling om Haver til Maver og MIT Kokkeri. Oplægget handler om børn, der dyrker grøntsager, laver mad i naturen og eksperimenterer med egne opskrifter.
Efter disse to foredrag følger en række oplæg, der beskriver udviklingen fra 1970-2017 med børnekogebøger som eksempel, og som beskriver en række af de aktuelle aktiviteter: Madskoler for børn, undervisning i madkundskab, skolehaver, madlavning i naturen, kokkeskoler osv., både belyst læringsteoretisk og med praktiske eksempler. Det frø, der blev sået i år 2000, er i dag blevet til en blomstermark af smagsdidaktiske aktiviteter.
Eftermiddagen består af en række workshops: om Smag for Livets lærings-app til skolen: ”Smag i alle fag”, om madklubber, kokkeri med børn i køkkenet, undervisningsmaterialet i ”Vild mad”, ”MADmovers” didaktiske program osv. Der bliver både didaktiske refleksioner, praktiske aktiviteter og smagsprøver.
Konferencen afsluttes og bindes sammen af et plenumforedrag om smagssystematik og smagsdidaktik. Foredraget tager udgangspunkt i den nye bog Smagens didaktik, som indgår i konferencepakken.
PROGRAM:
9:30 - 10:00 Indregistrering med kaffe
10:00 - 10:10 Velkomst v Institutleder Claus Holm, DPU
10:10 - 11:00 Claus Meyer, Meyers Madhus: “Et barn fødes med 100 sprog...”
11:00 - 11:30 Søren Ejlersen, kok og forfatter, Haver til Maver og Årstiderne:
“Børns unikke oplevelser, madlavning og smag i naturen”
11:30 - 11:45 Kort pause
11:45 - 12:10 Karen Wistoft, professor (mso), DPU: “Barnesyn, køkkensyn og
smag i danske børnekogebøger gennem 50 år”
12:10 - 12:30 Jonatan Leer, postdoc., DPU: “Når drenge og piger laver mad.
Køn i forskellige madpædagogiske kontekster”
12:30 - 13:15 Frokost
13:15 - 14:15 Workshops, 6 forskellige – se særskilt workshopprogram i det fulde program (i pdf vedhæftet denne side)
14:15 - 14:30 Kaffepause
14:30 - 15:00 Helle Brønnum Carlsen, lektor og forfatter, UCC: “Smag i
madkundskabsdidaktik”
15:00 - 15:30 Susanne Højlund, lektor, IKS/AU: “Den uformelle læring om
smag i madkundskabstimerne”
15:30 - 16:00 Karen Wistoft & Lars Qvortrup, professorer, DPU – afslutning:
”Smag i syv dimensioner og undervisning mod den smagskompetente elev og den smagsmyndige person”
16:00 - 16.30 Mingling og drinks
Tilmelding:
Tilmeld dig konferencen senest 12. april på auws.au.dk/smag.
Pris 350,-
Prisen inkluderer bogen Smagens didaktik, frokost, kaffe mm.