”Jeg vågner om morgenen altid med en følelse af, at jeg ikke er noget. Kun ved hele tiden at udfordre mine egne grænser og igen og igen overgå omverdenens forestillinger om, hvad jeg nu kan finde på, kan jeg holde mig selv ud.”
Således fremstiller Claus Meyer sig selv i åbningen af en dokumentar, der blev sendt på DR for nylig. I flere interviews har Meyer givet udtryk for, at hans følelse af mindreværd stammer fra opvæksten på Falster, især de tidlige teenageår, hvor hans forældre blev skilt.
Moren drak. Faren syntes, drengen var kejtet. Den lille Claus blev mobbet på grund af overvægt.
Først under et ophold i Frankrig som 20 årig fandt han mening med livet hos en ”ny” fransk familie. Her forførtes han af den franske smag og fandt i gastronomien en platform, hvor han kunne udfolde sig. Igennem maden er han blevet mangemillionær, kendiskok og kandidat til årets dansker.
Utilpasse som unge, stjerner som mænd
Utrolig mange stjernekokke og tv-kokke har det tilfælles – udover at de er mænd - at de har haft svært ved at finde sig tilpas i den verden, de er født ind i. Først som unge mænd har de igennem deres engagement med finere madlavning og den hårde restaurantbranche fundet et sted, hvor de kunne få succes, endog enorm succes.
Den britiske kok Gordon Ramsay er et andet eksempel. Han voksede op i den armeste skotske slum med en alkoholiseret og voldelig far. Han regnede heller ikke lille Gordon for noget, særligt da han måtte indstille sin fodboldkarriere pga. skader. Faren gjorde også tykt grin med ham, da han ville kaste sig over noget så umandigt som kogekunsten: ”du kunne lige så godt sige, at du ville være frisør”, erindrer Gordon, som også forklarer sit enorme arbejdsengagement med en utrættelig higen efter farens anerkendelse.
I dag er Gordon Ramsay ejer af et større imperium af Michelinrestauranter og en celeber tv-kok, der har fået en plads blandt de største britiske kendisser lige ved siden af David Beckham. Sans for den gode smag ændrede også hans liv.
Er der en sammenhæng?
Men hvorfor finder så mange forsømte drenge trøst i det benhårde liv i restaurantkøkkenet? Måske er det fordi de her finder en overskuelig sort/hvid verden, der giver dem tryghed og en kontrast til deres opvækst. Her kan man, hvis man har hænderne (og forretningssans) skruet rigtigt på og ellers er arbejdsom som ind i helvedet finde en plads og karrierevej, som verden udenfor ikke har tilbudt dem.
Måske er det også fordi de i denne verden kan få den bekræftelse og respekt, de ikke fik som børn. Som køkkenchef ser hele køkkenpersonalet underdanigt op til dem og følger deres mindste vink. Dagligt applauderes de af benovede gæster, og medierne dyrker dem som rockstjerner.
Medierne elsker nemlig disse historier om passionerede madmænd, som lykkes på trods af en barsk barn- og ungdom. De gøres næsten til overmennesker eller i hvert fald til perfekte inkarnationer af den neoliberale drøm: ”Hvis du bare vil, så kan du”.
Men er det virkelig sådan, at alle kokke er utilpassede unge mænd med faderkomplekser, som har fundet trøst i gastronomien? Eller er det bare den skabelon, medierne dyrker? Og hvorfor hører vi aldrig noget om de piger og drenge, der arbejder i mindre prestigefyldte dele af madsektoren? Har alle ”kantinedamer” mon haft en skøn opvækst? Eller ville din kantines salatbar være mere speciel og mere velsmagende, hvis du vidste, den var fyldt op af en kvinde, der trods forfærdelige kår i deres barn- og ungdom havde taget sig sammen og taget uddannelsen til kantinemedhjælper?
Tilføj kommentar