De danske Bocuse d'Or-kokke, Kenneth Toft-Hansen og Christian Wellendorf, er i køkkenet med kokkeelever fra TechCollege, College360 og Kold College - og i de kommende to weekender kan unge med kokkedrømme skærpe deres skills med stjernerne.
Det sker på hhv. Aarhus Food Festival og på SPIS! Odense Madmarked, hvor Smag for Livet og Bocuse d'Or laver workshops for 13-18-årige med kokkedrømme. Workshoppene er gratis og ledes af de to Bocuse d'Or-deltagere flankeret af dygtige kokkeelever fra de tre erhvervsskoler, som er nye partnere i Smag for Livet.
Tilmelding til workshops sker via de to links på denne side.
I går var Kenneth Toft-Hansen og hans commis på besøg i Aalborg på TechCollege, hvor kokkeeleverne fik mulighed for at prøve kræfter med en af retterne fra Bocuse d'Or. Konkurrencen betragtes som det uofficielle VM for kokke, og Kenneth Toft-Hansen har denne sommer fået bronze ved konkurrencen i Torino.
Kokkefaglærer Simon Sørensen fangede et par situationer fra dagen i køkkenet. Se billedgalleriet herover.
Om Bocuse d'Or-kandidaterne:
Sammen med sin hustru driver Kenneth Toft-Hansen Svinkløv Badehotel, som pt. er under genopbygning efter en brand i 2016. Tidligere har Kenneth Toft-Hansen arbejdet på bl.a. Henne Kirkeby Kro, Molskroen og Prins Ferdinand. Hans assistent (commis) ved Bocuse d'Or-konkurrencen er, som reglerne foreskriver, under 23 år, men Christian Wellendorf er allerede rutineret og vandt VM i Skills i Dubai i 2017 efter at have vundet det danske mesterskab. Han er udlært fra Babette i Vordingborg og har senest arbejdet på Falsled Kro.
Omtalt i artiklen
Simon N. Sørensen er uddannet kok og faglærer på gastronomuddannelsen ved TECHCOLLEGE i Aalborg.
Han er medlem af Smag for Livets centerledelse og koordinator i GastroLabCollege.
Han er en af seks faglige redaktører bag bogen Gastrofysik og smagshåndværk (Praxis, 2024) og deltager også i arbejdet med at revidere Gastronom - Lærebog for kok, smørrebrød og catering.