Gå til hovedindhold
  • 5D Brøndbyøster Skole bager brød med surdej på Nordic Food Lab

Du er her

Kulinarisk Sydfyn 2015

Info

27. juni 2015
28. juni 2015

Entré til fødevaremarkedet:
Pris 50 kr. per person for begge dage.
Børn under 12 år gratis adgang.

Hunde har ikke adgang.

Begivenhed Maddysten, Projekt Pistacieis og Smagens sprog - Brødets smag

Lørdag d. 27/6 og søndag d. 28/6 kl. 10 - 12: "Maddysten":

Elever fra 6B på Haahrs Skole - vinderne af DM i Madkundskab - dyster mod hinanden på kreativitet og innovation i køkkenet. Med tre lokale ingredienser, nemlig gulerødder, rabarber og bacon, skal eleverne på halvanden time udvikle en sød og en salt ret, hvor de tre ingredienser spiller hovedrollen.

Et kompetent dommerpanel smager og vurderer retterne. Vinderen kåres ca. kl. 12.

Idéen bag Maddysten er at lade børn og unge være kreative i køkkenet, fordi det giver dem erfaringer, nysgerrighed og motivation i forhold til mad og madlavning, som de kan tage med sig resten af livet. I stedet for at give dem en bundet opgave (en opskrift) lader vi dem lege og eksperimentere.

Der er fokus på smag, og eleverne bruger deres kendskab til grundsmagene – sødt, surt, salt, bittert og umami - til at udvikle og sammensætte forskellige smage, der vil give børnene ejerskab og stolthed over maden, da de selv har taget ansvar for, hvad der bliver serveret.

“Maddysten” er en del af et nyt og mere kreativt, frit og innovativt undervisningsmateriale til faget madkundskab, som Smag for Livets legatmodtager Charlotte Holm Brodersen udvikler, og som vil blive testet på forskellige skoler på Sjælland til efteråret.

Denne event finder sted både lørdag og søndag.

 

Lørdag d. 27/6 og søndag d. 28/6 kl. 14 - 15: Projekt Pistacieis:

To topelever fra Svendborg HTX, Ellen Gammelmark og Yasemin Corap, har gennemført et eksamensprojekt i faget “Proces” i et samarbejde med Gastrolaboratoriet på Syddansk Universitet. Produktet af projektet er en pistacieis, som Ellen og Yasemin giver smagsprøver på og præsenterer den tekniske procesudvikling bag.

Det særlige ved deres nyudviklede is er, at de har sænket kalorieindholdet i isen uden at gå på kompromis med smagen ved at eksperimentere med enzymatiske og kemiske processer i isens ingredienser. Kvaliteten af isen har de så testet på højteknologisk udstyr på SDU, som bl.a. kan måle isens tekstur og viskositet.
 
Projektet er et stærkt eksempel på, hvordan et samarbejde på tværs af gymnasier og universiteter giver motiverede gymnasieelever mulighed for at eksperimentere med laboratorieudstyr, som de ellers ikke har adgang til – og på, hvordan netop madlavning og gastronomi kan drive en innovativ læringsproces – i dette tilfælde i gastrofysik.
 
Denne event finder sted både lørdag og søndag.

Lørdag d. 27/6 og søndag d. 28/6 kl. 15.15 - 17: Smagens sprog - Brødets smag:

Hvordan sætter vi ord på smagen? Hvilket sprog bruger vi, når vi skal beskrive og formulere smag?

Hvad gør surdej ved brød, hvad er dens natur og hvilke smagsmæssige kvaliteter giver den?

Gå på opdagelse i smagens sprog og brødets smag sammen med lektor i sensorik Michael Bom Frøst og forsker ved Nordic Food Lab Jonas Astrup Pedersen.

Denne event finder sted både lørdag og søndag.

Adresse: 
Svendborg Centrum
5700 Svendborg
Danmark