Opskrift Lav dine egne marinerede og julekrydrede sild med Johanne Hvelplunds opskrift. Husk at beregne 1 døgns trækketid.
Ingredienser:
4 fileter af spegesild
4 dl porter eller juleøl
50 g brun farin
½ dl balsamico
1 dl æbleeddike
1 løg
1 kanelstang
2 stjerneanis
4 nelliker
4 kardemommekapsler
10 peberkorn
Fremgangsmåde:
- Hæld porter/øl i en gryde og bring det i kog.
- Skær løg i tern eller ringe.
- Tilsæt brun farin, løg, æbleeddike og balsamico til lagen. Smag evt. til med mere eddike eller sukker for at balancere den sure/søde smag.
- Giv krydderierne et pres, så aromaerne bliver mere tilgængelige. Kom krydderierne i lagen og giv den et opkog.
- Tag gryden af varmen og lad lagen køle helt af. Fjern evt. kanelstangen og stjerneanis, når lagen er kølet helt af.
- Nu har du to muligheder: Skær silden i mindre mundrette bidder eller lad fileterne forblive hele.
- Kom silden på rengjorte/kogte patentglas/sylteglas.
- Hæld lagen henover og luk for glasset.
- Lad de marinerede sild trække i køleskabet i 1 døgn, inden de nydes.
Omtalt i artiklen
Udviklingskonsulent
Johanne Hvelplund er udviklingskonsulent ved Hotel- og Restaurantskolen i Valby.
Hun har bl.a. stor indsigt i fermentering og skal videretænke fermenteringsværkstedet på Hotel- og Restaurantskolen. I Smag for Livet skal hun udvikle nyt undervisningsmateriale og står også bag podcasten Smagslågen sammen med Louise Beck Brønnum.