Når man elsker ost, men ikke kan tåle det, har man... et osteproblem. Sådan ét har Minna Haddar fra kulturmediet Heartbeats, og det danner udgangspunkt for podcastserien "Osteproblemet", hvor hendes medvært, Andreas Saxild, smager på ost på hendes vegne.
Men Andreas har også et problem. Han kan nemlig ikke lide ost.
I afsnittet "Tør du potkäse" medvirker Smag for Livets gastrofysiker Morten Christensen, som er ph.d. i ost.
Han taler med Minna Haddar om at lære at kunne lide ost (og andre slags mad og drikke) og det at smage med alle sine sanser.
Det er der kommet en podcast ud af, som du kan høre her på linket, i Spotify eller i podcast-app'en på din smartphone.
Omtalt i artiklen
Morten Christensen er gastrofysiker, ph.d. i molekylær biofysik fra SDU og lektor i naturfag på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole.
Morten Christensen bruger køkkenet som et såkaldt GastroLab, som er en kombination af et køkken og et laboratorium. Han er koordinator i GastroLabCollege og forfatter til en række undervisningsmaterialer om smag og gastrofysik.
Han var brobygger i Smag for Livet, hvor han både bedrev forskning, udvikling af undervisningsmaterialer, brobygning og formidling. Han arbejder med gastrofysik og har særligt fokus på formidling af smag og gastronomiens fysik og kemi til studerende på university colleges og elever på gymnasier, erhvervsuddannelser og i grundskolen.
Morten Christensen er en af seks faglige redaktører bag bogen Gastrofysik og smagshåndværk (Praxis, 2024). Han har bl.a. udarbejdet de fleste af bogens illustrationer af gastrofysiske processer.