Mundfølelse - vores oplevelse af madens tekstur og konsistens, når vi spiser - bliver nu også formidlet gennem gastrofysikerens og kokkens briller til publikum i flere asiatiske lande, bl.a. i Japan. En japansk udgave af Ole G. Mouritsen og Klavs Styrbæks bog "Fornemmelse for Smag" udkommer i Japan 22. august på forlaget Kagaku-Dojin.
"Det er noget af en milepæl for os," fortæller Ole G. Mouritsen, som i sin forskning og formidling bl.a. har arbejdet med flere japanske tilberedningsmetoder og tilgange til smag. Et arbejde, som også har betydet, at Mouritsen tidligere er blevet hædret med den japanske orden The Order of the Rising Sun og desuden er udpeget af Japans regering som goodwill-ambassadør for japansk mad og madkultur.
Bogen om mundfølelse udkom på kinesisk tidligere i år, og mod slutningen af året udkommer den også på koreansk.
I 2017 udkom en engelsksproget udgave med titlen Mouthfeel: How Texture Makes Taste på forlaget Columbia University Press. Bogen er en oversat og revideret udgave af den danske bog, der udkom i 2015, og blev kåret som årets bedste, oversatte kogebog i USA ved Gourmand World Cookbook Awards.
Se uddrag af bogen (på dansk) på de vedhæftede links.
Omtalt i artiklen
Ole G. Mouritsen er centerleder i Smag for Livet.
Ole G. Mouritsen er professor emeritus i gastrofysik og kulinarisk fødevareinnovation ved Institut for Fødevarevidenskab, Københavns Universitet.
Han er desuden præsident for Det Danske Gastronomiske Akademi.
Tidligere var Ole G. Mouritsen i en årrække leder af MEMPHYS – Center for Biomembranfysik ved Syddansk Universitet (SDU).
Han er ekspert i biofysik og gastrofysik og har særligt fokus på formidling af naturvidenskaberne til den brede befolkning bl.a. gennem viden om mad og smag. Foruden sine mange forskningspublikationer har han udgivet en række populærvidenskabelige bøger om bl.a. umami, mundfølelse, blæksprutter, tang, grøntsager og rogn.
Ole G. Mouritsen er en af seks faglige redaktører bag bogen Gastrofysik og smagshåndværk (Praxis, 2024).
Klavs Styrbæk er kok. Sammen med sin hustru, Pia Styrbæk, driver han STYRBÆKS, der både huser restaurant, kokkekurser, mødevirksomhed og produktudvikling.
I Smag for Livet har Klavs og Pia Styrbæk bl.a. udviklet og afprøvet undervisningsmaterialer og deltaget ved en række events om smag.
Klavs Styrbæk har desuden arbejdet tæt sammen med Smag for Livets centerleder, Ole G. Mouritsen, om en række bøger om bl.a. umami, mundfølelse, blæksprutter, tsukemono og traditionel dansk julemad. Forskellige uddrag fra bøgerne er tilgængelige på Smag for Livets hjemmeside.