Gå til hovedindhold

Vil du have nyt om smag inden for forskning, håndværk og undervisning? Tilmeld dig Smag for Livets nyhedsbrev her.

  • Prisen til Ole G. Mouritsen overrækkes af Angela Naef, Global Leader Technology and Innovation. Foto: Andrew Arnold
    Prisen til Ole G. Mouritsen overrækkes af Angela Naef, Global Leader Technology and Innovation. Foto: Andrew Arnold

Du er her

Ole G. Mouritsen får stor international pris for forskning i velsmag

Søger...

Nyhed Global virksomhed hædrer Smag for Livets leder for arbejdet med videnskaben bag smagen

En af verdens største internationale virksomheder, DuPont, har tildelt professor, dr. scient. Ole G. Mouritsen DuPont Nutrition & Health Science Medal for Excellence in Food Science (2016). Prisen er international og gives for fremragende forskningsarbejde, som også kan finde anvendelse inden for industrien. Prisen til Ole G. Mouritsen er på 250.000 kroner.

Mouritsen, der er professor i biofysik ved SDU og leder af MEMPHYS-Center for Biomembranfysik, er også leder af Nordea-fondens center Smag for Livet samt præsident for Det Danske Gastronomiske Akademi. Han har i en årrække arbejdet med overførsel af viden fra grundlæggende fysik og kemi til en forståelse af fødevarers struktur og smag og har i den forbindelse skrevet flere bøger herom, som er udkommet både herhjemme og i udlandet. Mouritsen er desuden kendt for sit omfattende arbejde med at kommunikere resultaterne af forskningen ud til den brede offentlighed.

I motivationen for prisen nævnes det unikke grundforskningsarbejde, der udføres ved MEMPHYS på SDU inden for molekylær biofysik og den fysiske kemi af makromolekyler og biologiske membraner. Specielt fremhæves betydningen af dette arbejde i forbindelse med overførsel til anvendelser inden for moderne fødevareforskning og -industri.

Prisen overrækkes 5. juli.

 

Om Ole G. Mouritsen:

Født 1950 og opvokset på Fyn.

Dr. scient. og professor i biofysik ved Syddansk Universitet, hvor han er leder af grundforskningscentret MEMPHYS – Center for biomembranfysik.

Ole G. Mouritsen er ligeledes leder af forsknings- og formidlingscentret Smag for Livet. Han er valgt medlem af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab og Akademiet for de Tekniske Videnskaber samt præsident for Det Danske Gastronomiske Akademi.

I april 2016 blev han af Japans regering udnævnt til goodwill-ambassadør for japansk madkultur.

Ole G. Mouritsens forskning omhandler grundvidenskabelige emner såvel som anvendelser inden for bioteknologi og biomedicin. Han er en passioneret formidler og har modtaget en række priser for sin forskning og forskningskommunikation, fx mad+medier prisen 2013 for akademisk madformidling og Videnskabsministeriets Forskningskommunikationspris 2007.

Han har gennem en årrække interesseret sig for videnskaben bag maden – også kaldet gastrofysikken - og for japansk mad og madkultur.

Ole G. Mouritsen har udgivet en række bøger, senest Fornemmelse for smag (2015); Smagen af jul (2015); Umami: Gourmetaben og den femte smag (2011) - disse tre titler sammen med kokken Klavs Styrbæk; samt Tang: Grøntsager fra havet (2009) og Sushi: Lidenskab, videnskab & sundhed (2009). Han har desuden publiceret en lang række videnskabelige artikler og avis/magasinartikler, ligesom han holder foredrag og arrangerer symposier.

Ole G. Mouritsen bor i Odense med sin hustru, Kirsten Drotner.

Se også:

DuPonts omtale af prisen til Ole G. Mouritsen samt to andre prismodtagere

 

Omtalt i artiklen

Centerleder, professor, dr. scient

Ole G. Mouritsen er centerleder i Smag for Livet.

Ole G. Mouritsen er professor emeritus i gastrofysik og kulinarisk fødevareinnovation ved Institut for Fødevarevidenskab, Københavns Universitet. 

Han er desuden præsident for Det Danske Gastronomiske Akademi.

Tidligere var Ole G. Mouritsen i en årrække leder af MEMPHYS – Center for Biomembranfysik ved Syddansk Universitet (SDU).

Han er ekspert i biofysik og gastrofysik og har særligt fokus på formidling af naturvidenskaberne til den brede befolkning bl.a. gennem viden om mad og smag. Foruden sine mange forskningspublikationer har han udgivet en række populærvidenskabelige bøger om bl.a. umami, mundfølelse, blæksprutter, tang, grøntsager og rogn.

Ole G. Mouritsen er en af seks faglige redaktører bag bogen Gastrofysik og smagshåndværk (Praxis, 2024).