Gå til hovedindhold
Luk den udskriftsvenlige visning

Vil du have nyt om smag inden for forskning, håndværk og undervisning? Tilmeld dig Smag for Livets nyhedsbrev her.

  • I gastrolaboratoriet kan man undersøge både gastronomiske og naturfaglige emner. Her indkogning af gastrik. Foto: Eva Rymann
    I gastrolaboratoriet kan man undersøge både gastronomiske og naturfaglige emner. Her indkogning af gastrik. Foto: Eva Rymann

Du er her

Tag dine elever med i gastrolaboratoriet - se mulighederne her

Artikel I et nyt gastrolaboratorium på Kold College i Odense kan lærere og elever fra f.eks. erhvervsskoler eller folkeskoler udforske mad, smag og gastronomi med videnskabelige metoder. Få et overblik her.

Et gastrolaboratorium er en blanding mellem et moderne køkken og et laboratorium, hvor formålet er, at man i undersøgende aktiviteter kan blive klogere på mad, smag og gastronomi.

Til forskel fra et almindeligt køkken er der i et gastrolaboratorium også andre instrumenter, f.eks. et mikroskop og et intelligent komfur, så maden kan blive tilberedt nøjagtigt og undersøgt, mens den tilberedes.

Ønsker du at deltage i aktiviteterne i Smag for Livets gastrolaboratorium, så se den nedenstående liste over de typer af aktiviteter, vi bruger gastrolaboratoriet til - og tag kontakt til gastrolaboratoriets tilknyttede medarbejdere.

Udbudte aktiviteter i gastrolaboratoriet

Formålet med gastrolaboratoriet er at have et miljø, hvor det er muligt at blive klogere på gastronomi ved f.eks.

  • at låne gastrolaboratoriet og gennemføre undervisningsaktiviteter
  • at deltage i workshops og høre foredrag om mad, smag, gastronomi og gastrofysik

Smag for Livet vil i perioden 2019-21 især have fokus på at lave aktiviteter for grundskole- og erhvervsskoleelever og deres lærere. I gastrolaboratoriet er der fire typer af aktiviteter, man kan blive en del af:

KOLD-GastroLab:

Her kan I deltage i undervisningsaktiviteter om mad, smag og gastrofysik for erhvervsskoleelever på KOLD College og studerende på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole. Undervisningsaktiviteterne bliver udviklet og arrangeret gennem samarbejde mellem de enkelte undervisere og Smag for Livet. Hvis man gerne vil lave dette, er det derfor nødvendigt at tage kontakt til os.

Ønsker man som underviser at indgå et samarbejde, kan man kontakte Smag for Livets gastrofysiker Morten Christensen på moch1 [at] ucl.dk  

FyraftensLab:

Små workshops eller foredrag for alle interesserede med temaerne mad, smag og gastrofysik. Målgruppen for aktiviteterne kan variere, men er primært koncentreret om elever, undervisere og professionelle, der dagligt arbejder med mad, gastronomi eller gastrofysik.

Aktiviteterne arrangeres selvstændigt af Smag for Livet og bliver annonceret på relevante medieplatforme, men har man forslag eller ønsker om et specifikt foredrag kan man kontakte projektkoordinator Mikael Schneider på misc1 [at] ucl.dk   

TasteLab:

Mindre workshops eller undervisningsforløb, primært for grundskolen, hvor I kan få lov at prøve en masse af det undervisningsmateriale, som Smag for Livet har udviklet gennem årene. Undervisningsforløbene er udviklet af undervisere på professionshøjskolerne i samarbejde med det faglige team i Smag for Livets app til lærere, Fag med Smag. 

For inspiration til hvilke undervisningsforløb, man kan komme forbi og prøve kan man downloade vores app Fag med Smag gratis fra AppStore eller Google Play.

Kontakt til TasteLabs koordinator, lektor og underviser i faget madkundskab, Majbritt Pless på mapl [at] ucl.dk  

Gastro-projectlab:

Har man i sin undervisning elever med gastronomiske problemstillinger, man gerne vil udforske eller måske et projekt, der omhandler gastrofysik, gastronomi, smag eller innovation, men mangler et sted at gennemføre det, kan Gastro-projektlab måske være løsningen. Her kan man få kvalificeret vejledning og indgå et samarbejde, hvor man kan prøve elementer af sit projekt af.

Hvis du mener, at du har et godt projekt, men mangler lidt sparring, vejledning og plads, kan du tage kontakt til gastrofysiker Morten Christensen på moch1 [at] ucl.dk  

Omtalt i artiklen

Adjunkt, ph.d.

Morten Christensen er ph.d. i molekylær biofysik fra SDU. Han er brobygger i Smag for Livet, hvor han både bedriver forskning, udvikling af undervisningsmaterialer, brobygning og formidling. Han arbejder med gastrofysik og  har særligt fokus på formidling af smag og gastronomiens fysik og kemi til studerende på university colleges og elever på gymnasier, erhvervsuddannelser, og grundskolen.

Morten Christensen bruger køkkenet som et såkaldt GastroLab, som er en kombination af et køkken og et laboratorium.