Gå til hovedindhold
Luk den udskriftsvenlige visning

Vil du have nyt om smag inden for forskning, håndværk og undervisning? Tilmeld dig Smag for Livets nyhedsbrev her.

  • Smagsoplevelser er effektfuldt værktøj til undervisning og læring. Foto: Mikael Schneider.
    Smagsoplevelser er effektfuldt værktøj til undervisning og læring. Foto: Mikael Schneider.

Du er her

Smagsoplevelser er effektfuldt værktøj til undervisning og læring

Forskningsnyhed Vi lærer gennem erfaringer, der stimulerer vores sanser og gør os nysgerrige. Netop dét kan smagsoplevelser gøre, og derfor er smag oplagt at bruge i undervisningen, argumenterer undervisningsforsker Liselotte Hedegaard.

En af de mest indflydelsesrige filosoffer inden for pædagogik, John Dewey (1859-1952), beskrev, hvordan oplevelse og erfaring er nødvendig for læring. Læreres opgave er i den sammenhæng så at skabe mulighed for oplevelser, som kan fremme elevernes nysgerrighed og opfordre dem til at bygge videre og opdage nye sammenhænge.

På den baggrund – og med henvisning til flere andre filosoffer – peger Liselotte Hedegaard, lektor og ph.d. ved Anvendt Forskning i Pædagogik og Samfund på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole, og medlem af Smag for Livets centerledelse, på smagsoplevelser som et særligt relevant læringsværktøj.

”Smag er et sanseligt møde med omverdenen, der giver muligheder for læring om både smag og alt muligt andet. Men smag er ikke bare noget, vi oplever gennem et samspil mellem alle vores sanser. Vi oplever også smag gennem et samspil mellem erindring, ’hvad minder smagen os om’, og forventning, ’hvad forventer vi, at det smager af, eller hvordan ændrer vores forventninger sig, når nu vi har smagt’. Derfor skaber smagsoplevelser særlig god adgang til erkendelse,” siger Liselotte Hedegaard, der har fremlagt sin fænomenologiske undersøgelse af smag og læring i artiklen ’Educated Tastes’ (’Uddannede smage’) i det videnskabelige tidsskrift ’Studier i Pædagogisk Filosofi’.

Læs den videnskabelige artikel (på engelsk)

Smag dig klogere

Meget tyder på, at smag og lugt knytter sig stærkere til minder end fx synet. Det er først, når vi dufter og smager frikadellerne, ikke blot når vi ser dem, at barndomsminder fra bedstemors køkken toner frem. Det kunne tyde på, mener Liselotte Hedegaard, at smags- og lugtesansen kan have en særlig rolle i forhold til læring. Måske stærkere end synet, fordi indtrykkene så at sige sætter sig bedre fast:

”Der er grund til at tro, at smag er en særlig stærk vej til erkendelse og læring. Fordi smagsoplevelser stimulerer alle sanser, og fordi smagsoplevelser knytter sig til både fortid, i form af smagsminder, og fremtid, i form af forventninger til smag,” siger Liselotte Hedegaard.

Smagsoplevelser skabes som en sammenblanding af input fra alle vores sanser. Normalt skelner vi dem ikke, når vi smager, men hver for sig, giver sanserne os viden om forskellige aspekter ved maden. Farver, former, konsistenser, krydderier, smag, friskhed, m.m.

Syns-, høre-, føle- og lugtesansen bruger vi allerede før, vi putter maden i munden; men smagssansen er anderledes, siger Liselotte Hedegaard.

”Det helt særlige ved smagssansen, i forhold til syn, berøring, lyd og lugt, er, at det, vi smager og spiser, rent faktisk opløses, indtages og indbygges i vores krop. Dertil kommer, at det, at vi spiser og indtager dét, vi smager, giver os en kropslig oplevelse og stimulering, som vi ikke får ved andre sanseoplevelser. Vi gør det sansede til en del af vores krop og os selv,” siger Liselotte Hedegaard. 

Smagsoplevelser i klasseværelset kan – som John Dewey peger på, at erfaringer i undervisningen skal kunne – fange elevernes opmærksomhed, og dermed fungere som et læringsværktøj, der giver erfaringer, der sidder fast, og nysgerrighed, der giver lyst til at lære mere.

Omtalt i artiklen

Lektor

Fokusområde: Læring

Liselotte Hedegaard er medlem af Smag for Livets centerledelse. Hun er ansat ved University College Lillebælt, hvor hun varetager projektledelsen af UCLs arbejde i Smag for Livet.

Liselotte Hedegaard har en baggrund i filosofi. Hendes forskningsinteresser retter sig mod sanseerfaring, særligt indenfor rammerne af fænomenologisk undersøgelse. I praksis arbejder hun med, hvordan sanseerfaring, specielt smag, kan anvendes i det pædagogiske og didaktiske arbejde.