Gå til hovedindhold

Vil du have nyt om smag inden for forskning, håndværk og undervisning? Tilmeld dig Smag for Livets nyhedsbrev her.

  • Sådan ser Ellens selvkomponerede æblekage ud. Hvordan ser jeres ud? Foto: Ellen Ravn Habekost
    Sådan ser Ellens selvkomponerede æblekage ud. Hvordan ser jeres ud? Foto: Ellen Ravn Habekost

Du er her

Smag jer frem: Guide til selvkomponeret æblekage

Guide Lektor i madkundskab Ellen Ravn Habekost giver gode fif til at lave æblekage efter jeres egen smag.

Efteråret er her, og der er masser af modne æbler, som gerne vil snittes, rives og måske skrælles af små og store børn sammen med deres forældre eller bedsteforældre - for til sidst at indgå i alletiders selvkomponerede  æblekage. Her på Bøgely, hvor jeg bor, har vi et hasselnøddehegn, - måske I også kan finde et og sanke hasselnødder, som I kan knække og opleve, at nødderne stadig er lyse og meget sprøde. De ser lidt anderledes ud, end dem vi køber.

På Bøgely synes vi det er spændende, lærerigt og bæredygtigt at bruge det vi har i skufferne og rundt omkring i have og hegn. Nogle gange laver vi traditionelle æblekager efter opskrifter, der er gået i arv i familien. Ofte komponerer vi selv ud fra det vi har og hvad vi har lyst til. Vi tænker også på at lade forskellige smage supplere hinanden.

Sådan komponerer I jeres egen æblekage:

  1. Hvad kan der være i bunden?
    Det kunne være fx tør-, sukker- eller honningristede havregryn, kammerjunkere, rugbrødsrasp, eller hvad I nu har og godt kan lide.
     
  2. Hvad kan der være i midten?
    Æbler, der er kogt til mos med lidt sukker eller honning. Smag jer frem til, hvor meget der skal i.
    Det kan også være rå æbler i skiver/tern eller hvad det nu bliver, når fx en treårig snitter. Børnene vil så gerne, når de bliver inviteret med.
    I kan dryppe lidt syre i form af citron- eller appelsinsaft over de rå æblestykker, så undgår I at de bliver brune, når de går i forbindelse med luftens ilt. I kan også prøve at krydre med forskelligt, fx kanel, mynte, vanilje - eller hvad I nu har lyst til og er nysgerrige efter at smage.
     
  3. Hvad kan der være på toppen?
    Det kan være flødeskum, skyr, cremefraiche ..., måske blandet og måske tilsat lidt forskellig smag.
     
  4. Hvad kan der være på toppen af toppen?
    Ristede hasselnødder eller andre kerner, hakket mynte, citronmelisse, bronzefennikel eller måske lidt chokolade. 

 

Omtalt i artiklen

Lektor, master i sundhedspædagogik, læreruddannet

Ellen Ravn Habekost er lektor ved Lærer- og pædagoguddannelsen i Jelling, UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole, hvor hun underviser i faget madkundskab, sundhedsfremme og bevægelse. Ellen har opbygget et skolehavemiljø i Jelling og arbejder med dette, både i den ordinære undervisning på lærer- og pædagoguddannelse og i samarbejde med lokale daginstitutioner og en kostkonsulent. 

I Smag for Livet arbejder hun med at udvikle smag i relation til maddannelse og bæredygtighed.

Ellen arbejder også med smag og madlavning med mennesker med nedsat funktionsevne og driver sammen med sin mand Christian og parrets børn det lille husmandssted Bøgely med en lille aroniamark, brombær, hyld og slåen omkring hestemarken, nøddehegn ved fårefolden, lidt spisekaniner, høns og kyllinger, en bigård  og en bær-, frugt- og køkkenhave.