Gå til hovedindhold

Vil du have nyt om smag inden for forskning, håndværk og undervisning? Tilmeld dig Smag for Livets nyhedsbrev her.

  • Rød perlebyg med rosenkål og porrer. Foto: Styrbæks
    Rød perlebyg med rosenkål og porrer. Foto: Styrbæks

Du er her

Saftig rød perlebyg med kartoffel, porre, rosenkål og revet ost

Opskrift Denne ret er et eksempel på, at man på ingen måder savner kød, når man spiser retten. Vil man alligevel supplere med lidt fra den animalske verden, så kan små bacontern drysses over, eller man kan stege en kyllingepølse eller en tynd kotelet, skære den i mindre stykker og drysse over eller servere hel ved siden af.

Vigtigt for retten:

Porre og rosenkål må ikke tilberedes for meget, der skal være sprødhed og smag i dem.

Har man et stykke fast og gerne lagret ost som Havgus, Prima Donna eller en cheddar-lignende ost, smager det forrygende med et tyndt lag revet over retten til sidst.

Start ca. 45 minutter inden, arbejdstid ca. 30 min.

Til 4 personer

Foto: Styrbæks
Foto: Styrbæks

Ingredienser

  • 400 g små kartofler og 3-4 dl letsaltet kogevand
  • ca. 400 g rødbede
  • 2 dl perlebyg eller perlespelt
  • 1 kvist timian
  • 3 mellemstore porrer, ca. 3-400 g
  • 400 g rosenkål eller aspargesbroccoli
  • 1 bøtte høvlet peberrod
  • 40-50 g tør og lagret ost, fx Thems Gudenå el. Thise Vesterhav
  • 30 g smør
  • Salt og peber

 

Fremgangsmåde

  1. Rens rosenkål, og del dem i halve. Skyl og rens porrer, skær den øverste grønne top fra, og skær resten i 2 cm brede stykker.
  2. Skyl kartoflerne godt, og kog dem i letsaltet vand med porretoppene ml. 15 og 20 min. afhængig af sort og størrelse, gerne med skræl.
  3. Hæld kogevandet fra, men smid det ikke ud. Hold kartoflerne tildækkede og lune, til de skal bruges.
  4. Imens: Skræl, og riv rødbeder på et råkostjern.
  5. Læg perlebyg, timian og rødbede i en gryde, tilsæt 3 dl kartoffelvand og lidt ekstra salt, tjek ind imellem, om der skal tilføres lidt ekstra vand: Kog perlebyg og rødbeder under låg ved svag varme ca. 20 minutter, og lad så gryden stå og trække med låget på ca. 10 minutter.

 

Lige før servering:

  1. Kog porre-stykkerne under låg 4-5 minutter i lidt letsaltet vand med lidt smør, tag porrestykkerne op med en hulske, og kog så rosenkål, stadig under låg, 2-3 minutter til de er tilberedte, sprøde og lysegrønne. Tag også rosenkål op med hulskeen. Lun kartoflerne til sidst et øjeblik i gryden.
  2. Rør grøntsagsvand i perlebyggen, så den bliver saftig og lind, og smag til med salt og friskkværnet peber.


Anretning:
Hæld rødbede-perlebyggen rygende varm i en skål, bland halvdelen af porrer, rosenkål og kartofler deri, og læg resten på toppen som øverste lag. Fordel høvlet peberrod over, og riv selv flager af god ost på ved bordet.

Omtalt i artiklen

Restauratør og køkkenchef

Klavs Styrbæk er kok. Sammen med sin hustru, Pia Styrbæk, driver han STYRBÆKS, der både huser restaurant, kokkekurser, mødevirksomhed og produktudvikling.

I Smag for Livet har Klavs og Pia Styrbæk bl.a. udviklet og afprøvet undervisningsmaterialer og deltaget ved en række events om smag.

Klavs Styrbæk har desuden arbejdet tæt sammen med Smag for Livets centerleder, Ole G. Mouritsen, om en række bøger om bl.a. umami, mundfølelse, blæksprutter, tsukemono og traditionel dansk julemad. Forskellige uddrag fra bøgerne er tilgængelige på Smag for Livets hjemmeside.

Centerleder, professor, dr. scient

Ole G. Mouritsen er centerleder i Smag for Livet.

Ole G. Mouritsen er professor i gastrofysik og kulinarisk fødevareinnovation på Institut for Fødevarevidenskab ved Københavns Universitet. 

Tidligere var han i en årrække leder af MEMPHYS – Center for Biomembranfysik ved Syddansk Universitet.

Han er ekspert i biofysik og gastrofysik og har særligt fokus på formidling af naturvidenskaberne til den brede befolkning bl.a. gennem viden om mad og smag. Foruden sine mange forskningspublikationer har han udgivet populærvidenskabelige bøger om bl.a. umami, mundfølelse, blæksprutter, tang og grøntsager.