Gå til hovedindhold
  • Når du farver tungen med blå konditorfarve, er det let at få øje på smagsløgene. Foto: Anette Kamuk
    Når du farver tungen med blå konditorfarve, er det let at få øje på smagsløgene. Foto: Anette Kamuk

Du er her

Madkundskab + Natur/Teknologi: Gå på blå opdagelse i smagssansen

Undervisningsmateriale I denne aktivitet får eleverne viden om smagssansen. De farver bl.a. deres tunge med blå konditorfarve for at se smagsløgene på tungen.

Mål:

Eleven skal tilegne sig viden om smagssansen, som er en af de fem sanser, som vi smager med.

I denne aktivitet skal eleverne farve deres tunge blå for at opdage, hvor smagssansen sidder, samt hvor mange smagsløg de egentlig har. Samtidig vil eleverne opnå viden om, at hvert smagsløg kan skelne mellem fem forskellige smage – surt, salt, sødt, bittert og umami. Der sigtes desuden mod følgende videns- og færdighedsmål:

  • Eleven kan fortolke sanse- og madoplevelser
  • Eleven har viden om sanselighed 

Aktivitet:

 1.     Blå konditorfarve fordeles i 4 glas (af læreren).

 Eks. på opbygning af dialogspørgsmål:

”Nå, mens jeg lige står og hælder nogle spændende sager op her – er der nogen, der kan gætte, hvad vi skal lave?” -> ”Ja, det er noget med blå farve…” -> ”Hvad kan man mon lave med blå farve?” -> ”Ja, man kan male med den – og hvad kan man mon male på?”

2. Giv hver elev en vatpind.

Eks. på opbygning af dialog/oplæg:

”Og nu får I også en vatpind. Det er faktisk vores pensel i det her forsøg.”

3.     De 4 glas sendes rundt i klassen. Alle elever dypper deres vatpind i glasset og maler sidemakkerens tunge blå. Bed eleverne synke en gang, når deres tunge er malet.

4.     Bed eleverne om at kigge på hinandens tunger og på deres egen i et spejl eller anvend kameraer i en mobil/iPads. Fortæl eleverne, at alle de små prikker på tungen er papiller, også kaldet smagsløg.

Eks. på opbygning af dialog/oplæg:

”Prøv at lukke øjnene, når I har fået farven på jeres tunger. Bevæg dernæst tungen frem og tilbage op mod indersiden af munden og mod ganen. Hvordan føles tungen – er den helt glat?” –  ”Nej, det er nemlig rigtigt – den er lidt ru, fordi overfladen på tungen har sådan nogle bittesmå tingester siddende. Kan I mærke dem?” –> ”Prøv evt. at kigge i spejlet på jeres egne og jeres kammeraters tunger. Kan I se, at de her små tingester, hvis I kommer helt tæt på?” –> ”Ved I, hvad de hedder?” –> ”Ja, de hedder nemlig smagsløg – eller med et finere ord: papiller” -> ”Hvad bruger man mon dem til?”

5.     Forklar uddybende om smagssansen ud fra plakaten (læs mere under uddybende). Inddrag eleverne og spørg ind til deres viden om smagssansen.

6.     Opfordr eleverne til at tage billeder af deres blå tunger, og lad dem dele deres viden om smagsløg og smagssansen med os i Smag for Livet på Instagram eller facebook med #Smagforlivet #blåtunger.

Forberedelse:

 Indkøb:

- Én vatpind til hver elev

- En lille flaske blå konditorfarve

- 4 glas til at blande farven i

- Spejle eller smartphones/tablets med kamera

Uddybende:

Sådan ser en farvet tunge ud:

Sådan ser de farvede tunger ud. Foto: Smag for Livet
Bemærk papillerne som små røde prikker på tungen. De er tydeligst, når tungen er farvet med konditorfarve. Foto: Smag for Livet

Vi har i alt fem sanser – høresansen, synssansen, lugtesansen, følesansen og smagssansen.

Denne øvelse har fokus på smagssansen på tungen. Smagssansen sidder nemlig overvejende på tungen, men der findes også smagsløg andre steder i mundhulen, bl.a. i ganen og på strubelåget.

Vi har hver især ca. 5.000 smagsløg, som er små samlinger af celler, der opfanger smagen. De kaldes smagsløg, fordi de har form som bittesmå løg. Smagsløgene kan smage fem forskellige smage, også kaldet de 5 grundsmage (surt, salt, sødt, bittert og umami). Hvert smagsløg består af ca. 100 celler, som hver især kan genkende smagen af én grundsmag. Men idet der er så mange celler i ét smagsløg, er hvert lille smagsløg på tungen altså i stand til at smage alle de 5 grundsmage. Smagsløgene sender via nervefibre signaler til hjernen, som fortæller, hvordan maden smager.

Læs mere i følgende artikel på Smag for Livets hjemmeside, hvor forskerne Mathias Porsmose Clausen og Morten Christensen forklarer om smagsløget: http://www.smagforlivet.dk/materialer/smagsløg