Gå til hovedindhold

Vil du have nyt om smag inden for forskning, håndværk og undervisning? Tilmeld dig Smag for Livets nyhedsbrev her.

  • Grøn "biks" med linser, kartofler og fisk. Foto: Styrbæks
    Grøn "biks" med linser, kartofler og fisk. Foto: Styrbæks

Du er her

Grøn biks med laks, linser og kartofler

Opskrift Til denne ret skal man bruge linser og kogte kartofler, grønt samt fisk, som kan være både rå eller en rest, der er tilberedt. Det grønne kan varieres på mange måder, også gerne afhængig af overskudsgrønt i køleskabet. Brug gerne kartofler, der kan spises med skræl - men uanset hvad, skal man gemme kartoffelvandet. I opskriften er brugt sorte linser, men de kan sagtens være røde eller grønne i stedet.

Til 3-4 personer.

Arbejdstid ca. 30 minutter.

Ingredienser

  • 400 g små kartofler - husk at gemme kogevandet
  • 1 bdt. dild eller persille
  • 2-4 dl kogevand fra kartoflerne, gerne kogt med dild- eller persillestilke
  • 150 g tørrede linser eller ca. 300 g kogt eller fra dåse. Hvis man selv koger, så start ca. 30 min. før middagen
  • Fisk - ca. 100 g pr. person vil være fint, men mere eller mindre går også
  • 400 g blandet rå eller kogt grønt, fx bladselleri, springløg, porre, fennikel og let-tilberedte rodfrugter
  • Salt og peber 

 

Fremgangsmåde

  1. Skyl kartoflerne godt, og kog dem i letsaltet vand ca. 20 min. afhængig af sort og størrelse, gerne med skræl, og evt. med et par dild- eller persillestilke. Husk at gemme kogevandet.
  2. Kog linserne efter anvisning på pakken, eller brug dem fra dåse.
  3. Pil evt. kartoflerne, og skær dem i mundrette stykker, det kan være på langs eller tværs.
  4. Rens de supplerende grøntsager, og skær dem i stykker, der passer til kartoflerne.
  5. Hak rå fisk groft med en kniv, og smag evt. til med lidt salt. Er fisken allerede tilberedt, så pil kødet fra hinanden.
  6. Træk dild eller persille af stilkene. Bruger man persille, så hak den groft.
    Lige før servering:
  7. Hæld 2-3 dl. kartoffelvand på en pande, gerne med grønne stilke af fx persille eller dild.
  8. Tilsæt grøntsagerne, og lad dem simre 3-6 minutter, afhængig af hvilken slags det er, og om de har været tilberedt tidligere.
  9. Tilsæt derefter fisk: Er det rå fisk, simrer den lidt på panden. Er det en rest tilberedt fisk, skal den bare lige vendes med.
    Retten skal være saftig, så tilfør evt. lidt kartoffelvand undervejs.

Anretning:
Fjern evt. grønne stilke, som har kogt med. Læg linser på fadet med en lille top på midten, fordel fisk og grønt over, så linserne ikke er dækket på midten. Drys med dild eller grofthakket persille.       

Omtalt i artiklen

Restauratør og køkkenchef

Klavs Styrbæk er kok. Sammen med sin hustru, Pia Styrbæk, driver han STYRBÆKS, der både huser restaurant, kokkekurser, mødevirksomhed og produktudvikling.

I Smag for Livet har Klavs og Pia Styrbæk bl.a. udviklet og afprøvet undervisningsmaterialer og deltaget ved en række events om smag.

Klavs Styrbæk har desuden arbejdet tæt sammen med Smag for Livets centerleder, Ole G. Mouritsen, om en række bøger om bl.a. umami, mundfølelse, blæksprutter, tsukemono og traditionel dansk julemad. Forskellige uddrag fra bøgerne er tilgængelige på Smag for Livets hjemmeside.

Centerleder, professor, dr. scient

Ole G. Mouritsen er centerleder i Smag for Livet.

Ole G. Mouritsen er professor i gastrofysik og kulinarisk fødevareinnovation på Institut for Fødevarevidenskab ved Københavns Universitet. 

Tidligere var han i en årrække leder af MEMPHYS – Center for Biomembranfysik ved Syddansk Universitet.

Han er ekspert i biofysik og gastrofysik og har særligt fokus på formidling af naturvidenskaberne til den brede befolkning bl.a. gennem viden om mad og smag. Foruden sine mange forskningspublikationer har han udgivet populærvidenskabelige bøger om bl.a. umami, mundfølelse, blæksprutter, tang og grøntsager.