Gå til hovedindhold

Vil du have nyt om smag inden for forskning, håndværk og undervisning? Tilmeld dig Smag for Livets nyhedsbrev her.

  • Klavs Styrbæk laver workshop med skoleelever på Folkemødet på Bornholm. Foto: Zevegraf
    Klavs Styrbæk laver workshop med skoleelever på Folkemødet på Bornholm. Foto: Zevegraf

Du er her

Pia og Klavs Styrbæk hædres for gastronomisk initiativ

Nyhed Smag for Livet-partnerne Klavs og Pia Styrbæk hædres af Det Danske Gastronomiske Akademi for deres gastronomiske initiativ

Det Danske Gastronomiske Akademi hædrer nu parret bag restaurant Styrbæks, Pia og Klavs Styrbæk, med et diplom for en bemærkelsesværdig kulinarisk bedrift.

Styrbæk-parret arbejder med en lang række aktiviteter og hædres specifikt for gastronomisk initiativ. Akademiet skriver i sin begrundelse:

"Pia og Klavs Styrbæk har i en årrække drevet restaurant Kvægtorvet i Odense, og Klavs Styrbæk blev hædret af akademiet i 2008 for denne indsats. Siden er restauranten ophørt, og Pia og Klavs har åbnet Styrbæks på Slettenvej i Odense, hvor parret driver restaurant, kokkeskole for professionelle og amatører, leverer catering, arbejder med produktudvikling mv.

Som noget helt særligt har Pia og Klavs desuden udviklet et tæt og vidensbaseret samarbejde med Ole G. Mouritsen omkring udgivelsen af den moderne danske parallel til Smagens Fysiologi: Fornemmelse for Smag (Nyt Nordisk Forlag 2015) og på det seneste Blæksprutterne kommer - spis dem (Nyt Nordisk Forlag 2018)."

Pia og Klavs Styrbæk er partnere i Smag for Livet og har bl.a. også bidraget til flere undervisningsforløb i smag for skoleelever, ligesom de har deltaget i en række af Smag for Livets formidlingsaktiviteter på bl.a. festivaler og Folkemødet på Bornholm.

”Nogle gange kan man måske nok tage sig selv i at tænke ’hvorfor stå og arbejde med søstjerne-kønsdele, vandmand og indmad fra kaniner i stedet for at være ude i virkeligheden’, så det, at vi får en hæderspris fra Det Danske Gastronomiske Akademi, er et kæmpe skulderklap, og vi er meget stolte over at få opmærksomhed og anerkendelse for det udefinerlige og uendelige forsøg på at forstå bare lidt af, hvad gastronomi er og kan. Med så mange kapaciteter samlet i et netværk der forsker, udvikler og arbejder med det samme, er arbejdet i Smag for Livet en del af grundstenene for vores udvikling, meget ofte har samarbejdet betydet, at der er dryppet ny viden og inspiration af til degnen,” siger Klavs Styrbæk.

Akademiets øvrige hædersdiplomer går i år til:

  • Jessica Andersen og Christian Skovdal Andersen, Penyllan Brewery, for fadlagring af øl
  • Mikkel Friis-Holm, Friis-Holm Chokolade, for chokolade
  • Birgitte Kastrup og Henrik Møller Kastrup, Ostebørsens Gårdmejeri, for mejeriprodukter
  • Marianne og Svend Ove Jørgensen, Gårdbutikken Bodebjerg, for gastronomisk pionerarbejde
  • Michael Museth, Butcher’s Manifesto, for Butcher’s Manifesto, en international bevægelse for slagterhåndværket
  • Jens Skovgaard Pedersen, Cold Hand Winery, for frugtvin
  • Heine Max Olesen, Seaman ApS, for tangchips
  • Ditte Ankjærgaard og Carsten Gydahl-Jensen, Danske Frilandssnegle ApS, for snegle

Ole G. Mouritsen, som både har arbejdet tæt sammen med Styrbæk-parret og er præsident for Det Danske Gastronomiske Akademi, oplyser, at han ikke har været involveret i indstillingen af Styrbæk-parret til akademiets hædersdiplom.

Omtalt i artiklen

Køkkenchef, kok

Fokusområde: Gastrofysik

Klavs Styrbæk er kok og driver STYRBÆKS, der både huser restaurant, kokkekurser, mødevirksomhed og produktudvikling.

 

Restauratør

 

Pia Styrbæk er restauratør. Sammen med sin mand, Klavs Styrbæk, driver hun STYRBÆKS, der både huser restaurant, kokkekurser, mødevirksomhed og produktudvikling.

I Smag for Livet har Pia Styrbæk, som også har en uddannelse som skolelærer, bl.a. arbejdet med at udvikle og afprøve undervisningsmaterialer til skoleelever, særligt i samarbejde med Tarup Skole og Roser Skolen i Odense.

Centerleder, professor, dr. scient

Ole G. Mouritsen er centerleder i Smag for Livet.

Ole G. Mouritsen er professor i gastrofysik og kulinarisk fødevareinnovation på Institut for Fødevarevidenskab ved Københavns Universitet. 

Tidligere var han i en årrække leder af MEMPHYS – Center for Biomembranfysik ved Syddansk Universitet.

Han er ekspert i biofysik og gastrofysik og har særligt fokus på formidling af naturvidenskaberne til den brede befolkning bl.a. gennem viden om mad og smag. Foruden sine mange forskningspublikationer har han udgivet populærvidenskabelige bøger om bl.a. umami, mundfølelse, blæksprutter, tang og grøntsager.