Gå til hovedindhold

Du er her

Smagsklummen: Smag på maden!

Blog Der er masser af mad på film. Nogle gange endda med smagen i en bærende rolle. Medieforsker Karen Klitgaard giver et par eksempler på filmplot fulde af smag.

Sandra Nettelbecks film Bella Martha fra 2001 foregår i Hamburg, hvor den kønne og perfektionistiske Martha er chefkok på den bedste michelin-restaurant i byen. Hun kreerer smukke, velsmagende retter, får fine anmeldelser og lever for sit arbejde. Men hun er en hård chef og får raserianfald, hvis gæsterne kritiserer hendes sublime, frankofile kogekunst. Da hendes søster dør i en trafikulykke, tager Martha sin niårige niece til sig. Men den ulykkelige pige nægter at spise Marthas restaurantmad og bliver bleg og tynd af mistrivsel. Indtil Martha bliver så nedbrudt og nervøs, at restauranten ansætter en italiensk souschef for at aflaste hende. Han laver pasta og andre simple retter til pigen, der så småt begynder at spise og smile igen. Hun smitter Martha, der forelsker sig i mirakelkokken, accepterer hans hjemlige køkken og indser, at dens bismag af kærlighed er større end selv den mest perfekt komponerede restaurant-ret.

I og for sig en banal pointe med middelhavsmaden som frelser, der i en anden fortolkning også ses i Noah Ephrons Julie and Julia fra 2007, hvor bloggeren Julie beskriver, hvordan hun på et år laver 500 retter fra Julia Childs kogebog Mastering the Art of French Cooking fra 1961 til sin søde kæreste, ligesom Julia Child lavede lækker mad til sin søde ægtemand. Begge kvinder blev berømte for deres smags-beskrivelser, der også gav dem et levebrød, bedre sex og ægteskaber, selvom mændene blev lidt rundere af al den velsmag.

Et tredje smags-twist finder vi i Ritesh Batras The Lunch Box fra 2013. Her sender en kvinde dagligt velduftende frokostretter til sin mands arbejde, men en anden får madkassen og forelsker sig i den kvinde, der kan lave så lækker mad. Også her skaber velsmagen og ikke mindst duften kærlighed. Men den forløses ikke. Den anden mand føler sig for gammel til den yngre kvinde og siger farvel til hende, der forlader sin mand og med sin datter rejser til en anden provins – måske for at lave mad?

Den sanselighed som velsmagende mad vækker transformeres i de tre film på tre forskellige måder. Kokkene forandrer deres verden med krydderier og velsmag, men der er ingen garanti: det kan gå skidt, det kan gå godt og det kan gå en helt anden vej end planlagt. Velsmag kan sanses, men konsekvenserne kan ikke planlægges. Måske med undtagelse af en vis risiko for at tage på i vægt.

Tilføj kommentar