Gå til hovedindhold
  • Er Masterchef for børn?
    Er Masterchef for børn? Foto: Stagbird.

Du er her

Smagsklummen: Er Masterchef for børn?

Blog Hvad sker der, når skolebørn laver deres helt egen udgave af Masterchef? Det har dagens klummeskribent, Karen Klitgaard, set med på.

For tiden viser TV3 Masterchef i prime-time dansk spisetid. De maskuline dommere er strenge og tilknappede. De voksne amatør-kokke presses på tid, samarbejde og teknik.

Når jeg ser det sammen med børn, snakker vi om mad, om kvalitet, om teknik, om stresshåndtering og om, hvad vi hver især bedst kan lide at lave og smage.

Når vi fra Smag for Livet er ude på skoler i madkundskabstimerne i 6. og 7. klasse,  bruger vi Masterchef-konceptet til at få børnene til at eksperimentere med mad og medier. Især drengene genkender konceptet.

De har set Masterchef Junior på Netflix og elsker de australske og amerikanske udgaver, fordi dommerne er skrappere og voksen-deltagerne er mere kiksede, men især fordi børnedeltagerne er dygtigere end de danske.

Men når vi så i praksis eksperimenterer med at lave mad og madvideoer i skolekøkkenet og indkalder lærere som dommere, så er venlighed og anerkendelse over for hinanden i højsædet.

Og når vi ser børnenes videoer med deres egen udgave af Masterchef, så lægger de vægt på, at man skal kunne se, hvordan retterne laves (det gør Masterchef ikke). De vil gerne have humor ind i deres videoer (det har Masterchef ikke meget af) og de sørger for, at alle er med, og at det ikke altid er de samme, der vinder (i Masterchef er konkurrencen bare benhård).

Det genopdrager lidt på os voksne at se, hvordan danske børn kender deres mad og deres medier, laver velsmagende retter og sjove videoer, der imiterer masterchef-formen, men i en venligere version.

Omtalt i artiklen

Lektor, lic.phil.

Fokusområde: Læring

Karen Klitgaard Povlsen er lektor i medie- og kulturanalyse ved Institut for Æstetik og Kommunikation - Medievidenskab, Aarhus Universitet.

Hun forsker og er ekspert i børn og unges brug af medier i relation til mad.