Gå til hovedindhold
  • Må man dele sin frokost med sidemanden? Foto: Stagbird
    Må man dele sin frokost med sidemanden? Foto: Stagbird

Du er her

Smagsklummen: Er madpakken individuel eller fælles smag?

Blog Smag er en social udveksling. Så må man dele sin madpakke med en kammerat, spørger antropolog Susanne Højlund i denne smagsklumme.

Mikkel kan ikke lide æg på rugbrød, og grøn peber sætter han ikke tænderne i. Mia hader avocado. Mathias synes hakket kød er ulækkert og Stinne vil ikke have ost i madpakken, for det lugter.

Mor ved det. Hun undgår avocadoen, husker at Mikkel kun vil have hele æg, serverer kun ost for Stinne om morgenen og lægger aldrig frikadeller i Mathias’ madpakke.

Danske skolebørn har madpakker med, og indholdet er ofte bestemt af mor: ”for hun ved, hvad jeg kan lide”, som børnene fortæller, når jeg interviewer skolebørn om emnet. Madpakken spises ofte hurtigt i klasselokalet henover bøger, papir og blyanter.

I mange andre lande er skolemad et fælles anliggende, man sidder ved samme bord og spiser mad fra samme gryde.  Nogle steder anses det for uhygiejnisk at bringe mad med hjemmefra, andre steder er det bordfællesskabet, det delte måltid, som er værdien bag skolemaden.

Herhjemme dukker diskussionen jævnligt op: truer madpakkens individuelle karakter det sociale sammenhold, som et fælles måltid kan skabe?  Kan man kun være social, hvis man spiser fra den samme gryde?

Et nyligt dansk studie (se infoboks) udfordrer tesen om at et måltids sociale potentiale ligger i at spise den samme mad. Det at have hver sin madpakke med bidrager også til social udveksling, bemærker forskerne. De har f.eks. iagttaget, hvordan børnene interesserer sig for hinandens madpakker og gerne deler ud af indholdet for at vise sympati eller solidaritet med sidekammeraten. Madpakken flytter sig fra at være et ensidigt forhold mellem mor og barn til at blive en form for gaveudveksling mellem børnene. At spørge sidemanden: ”Vil du smage min mad?” er også en social handling.

Madpakken og den fælles servering er to forskellige måder at bringe mad og socialitet sammen på. I begge står smag centralt som socialt bindemiddel, med forskellige smagsfællesskaber som baggrund: den private/families smag, eller samfundets (skolens) smagskultur. Uanset om man spiser af den individuelle madpakke eller den fælles gryde – så ser det ud til at spisningen giver anledning til social udveksling på forskellige måder.

Mange institutioner har bestemmelser om, at børnene ikke må dele deres mad med nogen. Men hvad nu, hvis det at dele smag er vigtigt for samvær og solidaritet mellem vennerne?

Omtalt i artiklen

Lektor, ph.d.

Fokusområde: Læring

Susanne Højlund Pedersen er lektor i antropologi ved Institut for Kultur og Samfund - Antropologi og Etnografi på Aarhus Universitet. Her arbejder hun med emnet smag i antropologisk madforskning.

I Smag for Livet undersøger og formidler hun, hvordan børn skaber og deler viden om smag.