Gå til hovedindhold
  • Smagsmodige piger smager på ristede insekter ved Forskningens Døgn 2015. Foto: Stagbird.
    Smagsmodige piger smager på ristede insekter ved Forskningens Døgn 2015. Foto: Stagbird

Du er her

Smagskaravanen besøger 100 klasser på fem dage

Nyhed Forskningens Døgn 2016 er udvidet til en hel uge. Derfor har vi i Smag for Livet sat os et ambitiøst mål: Vi vil ud at arbejde med 100 klasser på fem dage.

100 klasser på fem dage. Det er ambitionen, når forsknings- og formidlingscentret Smag for Livet rykker ud til skoler over hele landet for at møde eleverne til workshops om forskning og smag.

Her vil eleverne undersøge, om smagen sidder på tungen eller i hjernen; om man kan spise en vandmand; og hvordan vi påvirker hinandens smag.

Anledningen er Forskningens Døgn, som i år er udvidet til en hel uge, nemlig 25. april – 1. maj 2016.

Udvidelsen har inspireret forskerne i det tværfaglige center til at forsøge at nå ud til 100 klasser med den såkaldte Smagskaravane, som lader forskerne besøge eleverne i den almindelige skoletid og præsentere dem for aktiviteter, leg og spil om smag og videnskab.

”Sidste år oplevede vi så stor efterspørgsel fra skolerne, at vi nu satser på at møde endnu flere elever i flere byer under Forskningens Døgn. Derfor sender vi Smagskaravanen af sted til skoler i både Maribo, Viborg, Aabenraa, Odense, København og flere til,” fortæller Mikael Schneider, projektkoordinator i Smag for Livet.

Smagen er interessant at forske i

Med Smagskaravanen ønsker Smag for Livet at præsentere skoleeleverne for 1) hvad forskning er, 2) hvad forskning kan fortælle om smag, sanser og smagsoplevelser, og 3) hvordan eleverne selv kan bruge sanserne til at undersøge, eksperimentere med og udvikle deres egen smag.

For eksempel vil skoleelever i København sammen med en pædagogisk forsker opleve, hvordan omgivelserne påvirker vores smag og madvalg, og i Viborg får eleverne mulighed for at eksperimentere med juice og krydderurter og afprøve, om de kender de fem grundsmage.

Aktiviteterne varierer med Smagskaravanens forskellige deltagere, men de vil med sikkerhed handle om smag og videnskaben bag, og eleverne vil blive stærkt inddraget i leg og læring med deres egen smag. Alle klasser får desuden notesbøger og plakater, så elevernes nye viden kan leve videre i klasseværelset.

Elevernes arbejde med deres egne sanseindtryk og refleksioner er et eksempel på, hvordan Smag for Livet formidler viden om smag og skaber rammer for, at børn og voksne kan tage ejerskab over deres egen smag, træffe begrundede valg og derigennem få mulighed for gode liv.

Omtalt i artiklen

Projektkoordinator

Mikael Schneider er Smag for Livets projektkoordinator og en del af centrets ledelse. Hans rolle er at koordinere, facilitere og formidle Smag for Livets projekter, tværfaglige arbejde og nye samarbejder med eksterne partnere.

Mikael Schneider er videnskabsjournalist, cand.scient. i humanbiologi og ph.d. i sundhedsvidenskab.