Gå til hovedindhold

Du er her

Smag#02: Mod en smagspædagogik

Bog Et kritisk litteraturreview om børn, smag og læring af Jonatan Leer og Karen Wistoft.

Hvordan kan smag betragtes som en ressource fremfor en barriere, når det gælder børn og unges forhold til mad og måltider? Hvilke erkendelsesmuligheder kan smag bibringe børn og unge? Hvordan kan smag vise nye veje til et godt liv?

Disse spørgsmål bliver besvaret i bogen Mod en smagspædagogik, som tager afsæt i eksisterende forskning på området for børn, smag og læring.

Gennem et kritisk litteraturreview sætter forfatterne sig for at tage hul på udviklingen af en smagspædagogik, der har til formål at lære børn og unge at forholde sig bevidst til deres smag for på den måde at skabe kritisk bevidsthed omkring egne madvalg.

Bogen nytænker smag, madvalg og måltider. Smag skal ikke forstås som noget objektivt og universelt, men som noget individuelt og kontekstuelt. Herved bliver læringssituationen også en ganske anden end den normative kommunikationssituation, som eksempelvis kostrådene annoncerer, og som megen undervisning i mad synes at være bygget op omkring.

Bogen udkommer 21. august 2015 og kan downloades fra denne side. Benyt linket i højre spalte af denne artikel.

Ligeledes kan et uddrag af bogen - på engelsk - downloades som pdf. Uddraget præsenteres på en konference i Oxford i september 2015.

Bogen er nr. 2 i Smag for Livet Forlags skriftserie, Smag.

 

Omtalt i artiklen

Professor (mso), Ph.d., Aarhus Universitet

Professor (mso), Ph.d., Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet og professor (mso), Institut for Læring, Grønlands Universitet.

Fokusområde: Læring

Karen Wistoft er medlem af Smag for Livets centerledelse og ansvarlig for fokusområdet Læring.

Karen Wistoft er professor på området for læring, madkundskab, smag og trivsel i skolen, ved Danmarks institut for Uddannelse og Pædagogik, Aarhus Universitet. Hun er desuden professor i almen pædagogik ved Grønlands Universitet.

Hun forsker i læring, madkundskab, smag og trivsel i grundskolen med særligt fokus på eksperimentel undervisning, oplevelser og handling – også i udeskoler og skolehaver. Hendes forsknings- og formidlingsprojekter har sigte på at skabe en ny smagspædagogik.

Postdoc, ph.d. - Mag.art.

Jonatan Leer er postdoc på DPU, Institut for Uddannelse og Pædagogik, Aarhus Universitet under Smag for Livet i hovedområde 1: Læring.

Jonatan forsker i smagspædagogik og madkultur. Han er særligt optaget af koblingen mellem mad og maskulinitet, samt af kulturelle repræsentationer af smag og mad. For tiden er han særligt optaget af gastronationalisme og af smagsnostalgi.

Jonatan har forfattet ph.d.-afhandlingen Ma(d)skulinitet (2014) om maskulinitet i moderne europæiske madprogrammer. Endvidere har han publiceret adskillige artikler om madkultur og køn bl.a. Strange Culinary Encounters (Food, Culture and Society, 2015) og Madlavning som maskulin eskapisme (Norma: International Journal of Masculinity Studies, 2013). Jonatan er også redaktør af antologien Media Food, som udkommer i Ashgates Critical Food Studies-serie i 2016.

Jonatan har også forfattet mere end 50 populærvidenskabelige klummer om madkultur i bl.a. Magisterbladet og CO-Søfart, og han har en fortid som restaurantanmelder og kogekone.