Gå til hovedindhold

Du er her

Smag for Livet-partner hædres for sin formidlingsevne

Nyhed Fysik- og kemilærer Henrik Parbo får en medalje for sin evne til at engagere sine elever.

Lektor i fysik og kemi Henrik Parbo, som underviser på Aarhus Katedralskole og er tilknyttet Smag for Livet, tildeles H. C. Ørsted Medaljen i bronze for sin unikke formidlingsevne.

Hæderen uddeles af Selskabet for Naturlærens Udbredelse (SNU, stiftet af H.C. Ørsted i 1824).

Henrik Parbo fejres efter selskabets foredragsaften mandag d. 7. december.

”Henrik Parbo er en unik formidler, som gennem 40 år har formået at engagere den ene generation efter den anden med sin viden og indsigt i kemi og fysik – fag som idag er helt centrale for at forstå den avancerede udvikling i vores samfund, men desværre nok svære at gennemskue for mange.  SNU ønsker med prisen at markere, hvor vigtigt det er at få formidlet denne forståelse, og hvor stor en indsats det rent faktisk kræver,” hedder det i begrundelsen for at tildele Henrik Parbo medaljen.

Henrik Parbo hædres for sin evne til at formidle fysik og kemi.
Henrik Parbo hædres for sin evne til at formidle fysik og kemi.

Om H.C. Ørsted Medaljen i bronze til inspirerende gymnasielærere:

Selskabet for Naturlærens Udbredelse (SNU) har fra 2012 sat fokus på den vigtige formidling i gymnasiet ved en årlig uddeling H.C. Ørsted Medaljen i bronze til inspirerende gymnasielærere og fremragende formidlere i den gymnasiale verden inden for Selskabets fagkreds.

En inspirerende gymnasielærer i naturvidenskab kan være afgørende for, om en elev bliver interesseret og får en god indgang til at forstå den naturvidenskabelige og tekniske omverden. Det kan for mange også være en motiverende faktor i forbindelse med studievalg og vigtigt for, om man tør gå videre med en uddannelse, der kræver indsigt på det naturvidenskabelige eller tekniske felt.

Tildelingen i 2015 sker på baggrund af indstillinger fra gymnasierektorer og elevråd over hele Danmark, som er blevet bedømt af et fagkyndigt bedømmelsesudvalg bestående af fhv. rektor Hans Lindemann, Metropolitanskolen, fhv. rektor Steen Hoffmann, Sct. Knuds Gymnasium, rektor Jette Rygaard Poulsen, Vesthimmerlands Gymnasium, studielektor Per Dal Jensen, direktør Søren Damgaard, IBM, og direktør Ole Mørk Lauridsen, Teracom samt stud. scient. Jeppe Willads Petersen, UNF.