Gå til hovedindhold
  • Grafik: Lotte Knakkergaard Nielsen
    Grafik: Lotte Knakkergaard Nielsen

Du er her

Podcast: Sæt lyd på Smag #2 - Smagsapparatet

Har du sommetider spekuleret over, at juleanden smager bedre, når den har fået lov at stege i flere timer inden julemiddagen?

Måske har du tænkt, at alt smager bedre med chilli i?

Har du undret sig over, hvorfor appelsinen ikke smager af noget, når du er snottet?

Andet afsnit af Sæt Lyd på Smag giver dig svar på de undringer ved at zoome ind på smagsapparatet, ikke bare grundsmagene på tungen, men den måde smagssansen, lugtesansen, følesansen og den kemestetiske sans spiller sammen om at give smagsindtrykket.

Som en omgang limfjordsrejer skal vi altså nu i dette og det næste afsnit pille alle sanserne fra hinanden og indtage dem en for en. Hele næste afsnit er derfor dedikeret til høresansen, fordi netop denne sans’ effekt på smagen af mad stadig er meget omdiskuteret, mens vi i dette afsnit skal prøve at forstå den mere etablerede sanseforskning. Til at forstå dette har vi mødt sanseforskeren Per Møller, der en dag i juli skruede smagsapparatet fra hinanden og gennemgik hver enkelt komponent. Lyt med når vi sætter lyd på smagsapparatet.

Lyt med på podcastens afsnit 2 her hos Netudgaven.dk eller hent i iTunes

Om podcastserien Sæt lyd på Smag:

I denne podcastserie zoomer vi ind på, hvordan smag forstås som en æstetisk oplevelse, som når vi lytter til et velorkesteret stykke musik eller betragter et farverigt maleri. Ligesom vi i de tilfælde lytter snarere end hører og betragter snarere end ser, så smager vi måske efterhånden hellere end vi spiser eller ernæres. Det er der i hvert fald folk, der forsøger at få os til.

I dette smagsfelt oplever man en underlig konstellation af kunst og forskning. Forskningen hjælper kokke og mad- og sansekunstnere med at skabe totale sanselige oplevelser omkring mad. Samtidig udvider kunstnerne også forskernes forståelse af, hvilke sanser, der spiller ind, når vi smager. Men hvad betyder denne symbiose for ganske almindelige menneskers indtag af mad i hverdagen?

Oplevelsen af smag bliver en æstetisk, når alle sanserne orkestreres for at give en særlig oplevelse, såvel som når sociale og kulturelle faktorer sættes i spil. Og alt dette skal vi dykke ned i her i et forsøg på at forstå smagsoplevelsen i al dens kompleksitet.

Hvis du ikke fik første afsnit og alle de gode links med, så find det her.

Omtalt i artiklen

Lektor, ph.d.

Per Møller er lektor i sensorik og forbrugervidenskab ved Københavns Universitet.

Han er ekspert i sanserne, og hvordan neuropsykologiske fænomener regulerer vores smagsoplevelse, appetit og fødevarevalg.

Legatmodtager
Cand.scient i antropologi, Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet
 
Lotte Knakkergaard er legatmodtager i Smag for Livet. Hun interviewer forskere, kokke, kunstnere, smagere, m.fl. til en podcastserie, der tager udgangspunkt i en trend i tiden, hvor oplevelsesdesign omkring smag bliver mere og mere populær. Hun vil formidle den komplekse videnskab om smagsoplevelsen på en forståelig måde. Herved stilles der spørgsmålstegn ved: hvordan spiller sanserne sammen for at skabe smagsoplevelsen, hvad betyder det sociale miljø man befinder sig i, hvordan udtrykkes velsmag forskelligt fra kultur til kultur, hvordan skaber kokke sansepakkede smagsoplevelser i deres restauranter, osv.