Gå til hovedindhold

Vil du have nyt om smag inden for forskning, håndværk og undervisning? Tilmeld dig Smag for Livets nyhedsbrev her.

  • Foto: 5a / Lisette Terkelsen
    Foto: 5a / Lisette Terkelsen

Du er her

Med 5.a ved stranden i dansktimen: Smag i tekst og billeder

Nyhed om undervisning En fortælling fra praksis: 5.a fra Marstal Skole har sammen med deres lærer Lisette Terkelsen været ved stranden og gennemføre danskundervisning. Her kommer et indblik i undervisningen.

At smage på noget i dansk?

I forløbet lægges der op til, at eleverne bl.a. skriver digte med afsæt i smagen af en madvare, som læreren deler ud. Klassens lærer justerede i forløbet og tilpassede det til klassen:

”Jeg justerede lidt på opgaveformuleringen. I disse coronatider kan vi nemlig ikke så godt arrangere fælles spisesituationer i klassen. Så i stedet for at tage udgangspunkt i en frugt, som jeg delte ud, blev eleverne bedt om at vælge en spiselig genstand fra deres egen madpakke.” 

Foto: 5a / Lisette Terkelsen
Foto: 5a / Lisette Terkelsen

Eleverne valgte fx jordbær, müslibarer, æbler, agurker, pølsehorn, ostehaps m.m. Dernæst blev de bedt om at tage et godt foto af deres spiselige genstand på et selvudvalgt sted ved stranden.

”Børnene synes, at det var sjovt, at de skulle vælge noget fra deres madpakke. Da de blev bedt om at vælge noget fra madpakken, havde jeg endnu ikke fortalt dem, hvad de skulle efterfølgende. Så dette, tror jeg også, gjorde processen spændende og motiverende,” fortæller Lisette Terkelsen.

Sansebeskrivelser i tekst og billede

Smagsbeskrivelse af jordbær. Foto: Lisette Terkelsen
Smagsbeskrivelse af jordbær. Foto: Lisette Terkelsen

Som optakt til at skrive digte om den spiselige genstand, skulle eleverne igennem en række øvelser, der klædte dem på til skriveprocessen ved bl.a. at skærpe deres sanselige opmærksomhed og lære dem at sætte ord på smag, lugt, tekstur, udseende m.m. 

Eksempelvis smagte eleverne på en vingummi, imens de havde lukkede øjne og holdt sig for næsen. Når de havde smagt i nogle sekunder, skulle de slippe næsen. Først idet de kan anvende deres lugtesans, indser de, at de spiser en vingummi, der smager af appelsin.

”Vingummiøvelsen satte for alvor skub i børnenes lyst til at udvikle faglig fordybelse på en ny og anderledes måde. Den var virkelig en øjenåbner for dem. At de oplevede, at de kunne lære noget nyt om verden omkring dem og om sig selv. Det vækkede deres nysgerrighed. Og det motiverede. På den måde blev skriveopgaverne også et nærværende projekt for alle elever,” fortæller Lisette Terkelsen.

Sjovt at lege med smagsord

Gennem de indledende øvelser kunne eleverne øve sig i at anvende deres fem sanser som et værktøj til at beskrive genstande og producere tekster. Helt konkret blev eleverne bedt om at smage, dufte, føle, se og lytte. De fik god tid til at øve sig i at omforme sansemæssige indtryk til sproglige udtryk og noterede alle ord undervejs.

”Eleverne bliver helt sikkert mere fri i deres måde at arbejde på, tænke på og løse en opgave på, når det gøres på denne måde. Der er ikke rigtig noget facit, som de skal leve op til. Derfor opstår der også en sproglig fordybelse, tror jeg. Det, at man får lov at skabe noget ud fra den viden, man har, og det man nu kan. Det tror jeg, var forløsende for mange af børnene.”

Efter de indledende smags- og skriveøvelser var eleverne klar til at begynde på den egentlige digtning. De blev bedt om at sidde det sted, hvor de tog billedet.

”Havde man sagt til eleverne, at i dag skal I skrive digte, så var flere elever stået helt af fra begyndelsen. Og størstedelen af klassen ville have haft det fagligt svært. Men på denne måde blev det sjovt at lege med ordene.”

Foto: 5a / Lisette Terkelsen
Foto: 5a / Lisette Terkelsen

Digtene udstilles på skolen

Eleverne fik selv lov til at afslutte deres projekt med at laminere deres digt med tilhørende foto.

”Jeg vil helt sikkert køre forløbet igen med en anden klasse. Måske vil jeg gøre det på samme måde, som jeg gjorde denne gang, hvis jeg kan huske det til den tid. Men ellers er det gode også, at det ikke behøver at være så systematisk.  Man behøver jo ikke at følge undervisningsmaterialerne slavisk. Man kan udvælge noget af materialet fra Smag for Livet ud fra, hvordan man har lyst til at arbejde med det,” siger Lisette Terkelsen.

Eleverne får nu lov til at udstille digtene rundt omkring på skolen. Fem elever har givet os lov til at se deres digte. I finder dem herunder.

Foto: 5a / Lisette Terkelsen
Foto: 5a / Lisette Terkelsen
Foto: 5a / Lisette Terkelsen
Foto: 5a / Lisette Terkelsen
Foto: 5a / Lisette Terkelsen
Foto: 5a / Lisette Terkelsen
Foto: 5a / Lisette Terkelsen
Foto: 5a / Lisette Terkelsen

 

Foto: 5a / Lisette Terkelsen
Foto: 5a / Lisette Terkelsen