Gå til hovedindhold
  • Skrubbe. Foto: Tiit Hunt. Wikimedia Commons.
    Skrubbe. Foto: Tiit Hunt. Wikimedia Commons.

Du er her

Duften af Mols

Blog Lugtesansen går uden om vores intellektuelle filter, og derfor er det de utroligste steder en duft kan sende os hen - og de særeste erindringer den kan fremkalde

Af Lars Bjerregaard, Information

"Slap af, Marcel Proust," vrisser Lasse og tænder endnu en smøg i min ellers røgfri bil. Vi kører på Mols, et sted mellem Vrinners og Knebel, og solen skinner for en gangs skyld en smule. Varme fra det pludselige sollys får græsset til at dufte. Synes jeg. Og det var det, jeg havde forsøgt at forklare Lasse. Forsøgt at forklare at duftene på Mols havde været med til at gøre mig til det, jeg er. Et madøre.

»Det er bare din proustianske hukommelse. Intet andet,« siger han. Jeg ser undrende ud, og Lasse er, som vanlig, ikke sen til at fange den:

Blomster, blomster

»Det, at det mere er stemning og miljø, vi husker end de ting, der egentligt dufter,« forklarer han på sin allermest irriterende måde og fortsætter med at tale om, at det kan skyldes, at lugtesansen har direkte forbindelse til det limbiske system i central hjernen, »hvor hukommelsen og følelserne jo som bekendt har arnested, Lars.«

Jeg tilbragte alle min barndoms somre på Mols. Hos mormor og morfar på Havbakken i Knebel. Uge efter uge i al slags vejr og uden andet at lave end bare at være der. Midt i naturen, udstyret med min fantasi og mine gryende sanser. Min otte-årige datter ville i dag sige, at der ikke var en skid at lave, og jeg vil da ikke afvise, at jeg i samme alder har sagt noget lignende til mine egne forældre ved udsigten til endnu tre ugers udskibning til mine bedsteforældre på Mols. Min ven Lasse har aldrig været på Mols. Og var det ikke for mig, havde han aldrig forladt Valby. Den oplysning er han ikke nærig med.

Men han har jo ret. Det var selvsagt ikke græsset, der duftede. Hverken nu eller dengang. Det var kløveren. Det var hybenroserne på stranden, det var tang, der lå og rådnede samme sted. Det var de hundredevis af sommerhushaver med deres myriader af blomster. Begonier, pelargonier, latyrus. Det var frugttræerne. Det var valmuer, så langt øjet rakte, side om side med bølgende, gule og knastørre kornmarker. Det var alt det, der duftede. Mols duftede. Og den duft er en næsten fysisk manifestation for mig i dag. Lasse synes, det er fjollet.

En 360 graders sans

Tilbage i sommerhuset ringer jeg til min ven Mikkel. Han er forsker og projektleder i Smag for Livet, et center for forskningsbaseret formidling med fokus på smag i leg og læring, og sidder blandt meget andet og udvikler duft-kits til undervisningsbrug i folkeskolen. En af hans teser er, at eleverne ligeså godt kan skrive fristil om en duft som om et digt af Emil Aarestrup. Han synes ikke jeg er fjollet:

»Duften går jo uden om intellektet og direkte ind og aktiverer centre i hjernen. Der er nærmest tale om underbevidstheden. Så det er klart at lugtesansen er mere ’ren’ end for eksempel synssansen, forstået på den måde at den undslipper vore intellektuelle filtre.«

Mikkel forklarer:

»Ude på skolerne lod vi blandt andet eleverne lave en helt fri associationsøvelse ud fra en duft. Det gav en anden dynamik i klassen end vanligt, da de, som normalt ikke sagde så meget, pludseligt var ligeså meget med på banen. Lugtesansen er jo en 360 graders sans, forstået på den måde at vi kan lugte folk, som står bag os, men vi kan ikke se dem. Og vi har den alle, så alle har forudsætningen for at være med – i øvrigt kan jeg fortælle dig, at duften af lavendel fik halvdelen af eleverne til at tale om deres bedsteforældre. Så man kan sige, at de har lagret nogle emotionelle omstændigheder, de så forbinder med duften af lavendel.«

Skrubberne fra vigen

I mit stille sind er jeg taknemmelig for, at jeg ikke har fortalt Lasse om hverken lavendel eller mine bedsteforældre endnu. »Det er Wine on Holiday, Lars,« siger Lasse. Vi sidder igen i bilen. Denne gang på vej til fiskehandleren på tangen til Helgenæs. »Du ved, Retsinaen smager af stjerneskud og evig lykke på den der havnetaverna på Rhodos, men hjemme i Valby smager den af djævelens røvhul. Det hele er kontekstbestemt.« Lasse ville hellere have haft en bøf, men jeg insisterede på fisk. For fiskehandleren på Helgenæs er fantastisk og egentligt blot et skur helt ned til vigen. Og der lugter af fisk. Og motorolie fra bådene, der ligger på stranden ved siden af. Og den lugt…

Min morfar var færing og hed Johannes. Hans båd hed Moses. Det var en simpel træjolle med påhængsmotor. Intet hightech. Han fiskede i Knebel Vig. Skrubber. Og han fiskede mange. Jeg husker det, som trak han net op i Moses med hundredevis af skrubber i, baskende, sprællende, slimede, blodige. Der var knap plads til mig i båden også. Efter fangsten stod han ude bag skuret bagest i haven og rensede og flåede skrubberne. Den duft af motorolie og fisk, den er duften af min morfar.

Nuvel, det var ikke lindete og madeleinekager, det duftede af i træhuset på Havbakken i Knebel. Men det var så meget andet. Det var den fuldfede ost, vi selv købte længere nede ad kysten på Thorup Mejeri, der var så prægtigt et mejeri og som nu er et kulturhus. Sic transit … Thorup Mejeri, der stank af valle, sur mælk og ost, og var man først kommet igennem hallen med de enorme, åbne ostekar, hvor de legendariske Mols oste så store som møllehjul lå og svuppede rundt i mellem hinanden, så havde man som otteårig absolut ikke lyst til at smage, når man kom hen til salgskranken. Man ville bare ud i en fart. Og trække vejret. Dufte til Mols.

Den fuldfede ost blev serveret på mormors sesamboller. Med et lag af den mest vidunderlige silkebløde hybenmarmelade, der duftede som de hybenroser, vi dagligt spankulerede rundt i mellem på den klassiske østkyststrand langs knebelvig. Det var Ribssaften, lavet ’pund til pund’ af de ribs, som stod bagest i haven, og som vi legede i mellem i eftermiddagssolen. Det var hindbærgrøden. Det var mandelsmåkagerne.

Begyndelsen

Når morfar var færdig med at rense skrubberne, røg de ind til min mormor, Asta, i køkkenet, og der panerede hun og stegte i margarine, så mange som vi orkede at spise. Og det var mange. Så sad vi bænket til rådhusklokkerne og spiste og spiste. Til sidst kom min morfar ind til bordet. Han havde været i bad, var blevet barberet, det blev han altid til frokost, og nu duftede han af motorolie og Williams Ice Blue.

Jeg går fra fiskehandleren på Helgenæs med en pose fuld af skrubber. Lasse sidder i bilen og ryger. Proustiansk hukommelse eller ej, tænker jeg, det var det, der skabte det her madøre, som skrev den her tekst.

Og det startede med noget helt andet end intellektet, råvaren og håndværket.

Det startede med duften.  

Denne reportage blev bragt i Information 8. august 2015. Den er gengivet her med venlig tilladelse fra journalisten.

Omtalt i artiklen

Adjunkt og forsker, cand.mag

Fokusområde: Læring

Mikkel Jacobsen er uddannet lærer og cand.mag. i film- og medievidenskab og er ved at afslutte en ph.d. om skolemad og måltider.

Han har arbejdet med mad, måltider og uddannelse i bl.a. Madkulturen, Københavns Madhus og University of California, Berkeley.

Indtil 30/9 2015 var han ansat ved University College Lillebælt for at sikre forankring af Smag for Livets projekter i lærer- og pædagoguddannelsen.