Gå til hovedindhold
  • , Slåen og snerpning. Fotos: Lars Neckelmann og Pixabay
  • Slåen og snerpning. Fotos: Lars Neckelmann og Pixabay
    , Slåen og snerpning. Fotos: Lars Neckelmann og Pixabay

Du er her

Astringens - følelsen af spyt, der klumper

Artikel Når din te eller vin snerper munden sammen, stimuleres mundfølelsen og giver en astringerende smagsoplevelse

Har du drukket sort te, der har trukket længe, smagt rødvin fra Barolo eller bidt i friske slåen, så kender du fornemmelsen.

Mundvandet tørrer væk og forsvinder, tungen gnider ru mod ganen og munden rynker sammen. Ja, hele ansigtet kan snerpe sammen, som Dan Turèll skriver i romanen Det døgn da:

”Folk .. foroverbøjede, skrutryggede, surt 'travle' med udtrykkene i ansigtet snerpet sammen til hønserøve.”

Spytkemi

Snerpning kaldes også astringens, et ord der kommer fra latin og betyder noget i retning af at stramme og binde sammen. Astringens blev tidligere regnet for en smag. Men det er rettere et smagsindtryk, som skyldes kemiske reaktioner, der fører til en mekanisk sanseoplevelse, altså en slags mundfølelse.

Effekten kan skyldes kemiske reaktioner mellem maden og tungens overflade og mundvandet. Særlige proteiner i spyt og mundvand får garvesyrer, som også kaldes tanniner, fra fx te, rødvin og slåen, til at klumpe sig sammen.

Disse ”klumper” føles som små partikler i munden. Samtidig falder spyttets evne til at få maden til at glide let hen over tungen og siderne af mundhulen, fordi spyttet bliver mere tyktflydende.

Det har også været foreslået, at effekten kan skyldes en krympning af slimhinderne i mundhulen, som cellerne i munden registrerer som en slags berøring eller spænding.

Der kan være flere grunde til, at vi alligevel kan lære at værdsætte vin med tanniner, som snerper munden sammen. Dels dæmpes tanninernes effekt, når vi drikker vinen til et måltid og derfor har rester af madens proteiner i munden. Dels kan snerpningen skabe en interessant kontrast til det, vi spiser; eller effekten kan føles som at få renset munden.

Omtalt i artiklen

Projektkoordinator og kommunikationsansvarlig

Mikael Schneider er Smag for Livets projektkoordinator. Hans rolle er at koordinere, facilitere og formidle Smag for Livets projekter, tværfaglige arbejde og nye samarbejder med eksterne partnere.

Mikael Schneider er videnskabsjournalist, cand.scient. i humanbiologi og ph.d. i sundhedsvidenskab.